Besynderlig optakt til bureau-konkurs

Peter Engholm
25@mail.dk

MG Stærk i Vejle havde overskud pr. 30. april. Halvanden måned senere var reklamebureauet konkurs. Hvad skete der på den korte tid?

I denne uge – ugen før bureau-Danmark så småt varmer op til sommerferie – kom meddelelsen om, at MG Stærk i Vejle er gået konkurs, og at ca. syv personer har mistet deres job.

Det er lige så trist, som det er overraskende – for gør man sig den ulejlighed at læse det regnskab fra MG Stærk, der skulle blive bureauets første og sidste, så tingene indtil for kort tid ret fornuftige ud.

Ganske vist var underskuddet i regnskabsåret på 477.169 kr., og egenkapitalen var negativ; 397.169 kr.

Men ledelsesberetningen var lys den 28. maj, da regnskabet blev underskrevet:

”I 2014 har selskabets resultater udviklet sig positivt, og der er konstateret overskud før skat pr. 30. april.”

Og skruer vi tiden kortvarigt tilbage til sidste sommer, var ordene også optimistiske, da Mediegruppen og Stærk Reklamebureau i Vejle gik sammen. Faste omkostninger for et par millioner kunne skæres væk, og så var der lige synergieffekten af et mediehus og et reklamebureau:

”Det er en model, vi reelt lige så godt kunne have bragt i spil her i Vejle for flere år Det skulle vi have gjort for flere år siden,” sagde partner og kreativ direktør i Mediegruppen, Jacob Ejs, til Bureaubiz ved dén lejlighed.

Har det været verdens værste maj og juni, siden I går fra et overskud til en konkurs?

”Der er ikke sket noget frygteligt. Der er simpelthen slet ikke sket noget – og det er dét, der fik os til at træffe beslutningen om en konkurs,” siger Jacob Ejs. Han uddyber:

”Vi havde projekter, der ikke kunne lukkes eller ikke kunne bekræftes. Der var et overskud pr. 30. april, men det var simpelthen for spinkelt og dermed et for usikkert grundlag at fortsætte på. Vi stod ved en korsvej, og det var et svært valg.”

Det eneste, der lå fast, var ifølge Jacob Ejs udsigten til medarbejderforpligtelser henover sommeren.

”Vi turde ikke blive ved med at vente. Vi kunne have haft is i maven – og været heldige – og så kunne vi måske have fortsat yderligere nogle måneder. Men fundamentet var for usikkert, vurderede vi.”

Men Mediegruppen, der ejer MG Stærk, har fordoblet sin bruttofortjeneste og havde senest et overskud på 500.000 kr. – kunne I ikke have trådt til, når nu der var positive takter i MG Stærk?

”Det har vi gjort tidligere. Og vi har investeret hårdt i MG Stærk, men hele grundtanken i et reklamebureau som Stærk er, at der skal være en stab af faste kunder – en stor kage, som man kan få faste bidder af. Mediegruppen er anderledes bygget op – med en masse små bidder. Vi er en traditionel kommunikationsfabrik, og vi oplever stor efterspørgsmål på at levere content og at fortælle historier – men ikke på at levere traditionel reklame,” siger Jacob Ejs.

Han understreger, at beslutningen om at lade MG Stærk gå konkurs var taget i fællesskab – og således også med Steen Stærk, der var stifteren af Stærk Reklamebureau, og direktør i MG Stærk.

Steen Stærk har de seneste år været igennem adskillige konkurser med både Stærk Reklamebureau og andre ejede selskaber. Han siger til Bureaubiz:

“2010’erne har hidtil ikke været et godt årti for mig. Og konkursen i MG Stærk er trist for medarbejdere og øv-agtig for mig. Der var positiv drift, men ejeren har truffet en beslutning – og jeg er ikke en del af den fortsættende forretning.”

Tager du de positive 2014-takter med dig og stifter nyt bureau, eller kaster du et blik tilbage og søger i stedet at blive menig medarbejder?

“Jeg ved det simpelthen ikke. Alle muligheder er åbne – undtagen professionel fodboldspiller – og jeg vil bruge sommeren til at tænke over fremtiden,” siger Steen Stærk.

Nøgletal for Mediegruppen Reklamebureau

  • Bruttoavance 13,0 mio. kr.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 684.211 kr.
  • Lønandel 72,1
  • Resultat af primær drift +1,014 mio. kr.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz