To relativt ukendte bureauer, en advokat og en ret kendt bureaudirektør har nu fundet hinanden i et nyt setup, hvor 1+1 ikke bare skal blive 2, men føre til noget helt nyt.
Den kendte bureaudirektør er Bjarne Spellerberg – ham vender vi tilbage til – mens de to bureauer drejer sig om et designbureau, FurnID, og et reklamebureau, Sincera, og de har puljet kompetencerne ved oprettelsen af en ny selvstændigt konstellation, Generators. Sammenlægning af kompetencerne skal danne grundlag for, at de to bureauer får tilført et nyt element i form af produktudvikling.
”Det begynder med den gode idé – i form af nye produkter, der giver slutbrugerne merværdi. Den gode idé bygger på indsigt og et analyseret behov. Hos Generators sørger vi for, at den ikke blot er udviklet og designet, men også har et markedsføringskoncept – herunder målgruppen og hvordan vi får den involveret,” siger Kim Hellmuth, direktør i Sincera og den ene af to direktører i Generators – den anden er FurnID’s direktør, Bo Strange.
Alt-i-én løsningen med produkt, koncept og design – og go-to-market strategi – skal enten sælges til internationale brands/producenter eller også skal Generators selv stå for også denne del.
FurnID og Sincera er hverken blandt de største – i hvert fald er regnskaberne beskedne – eller blandt de mest kendte navne i den danske bureau-verden – det er en af medstifterne til gengæld; Bjarne Spellerberg, via sin mangeårige rolle som adm. direktør i et landets mest profilerede bureauer, Wibroe, Duckert & Partners, samt partner i People Group.
”Bjarne Spellerberg er rådgiver i Generators – og er en del af ejerkredsen og bestyrelsen. Bjarne Spellerberg er med sin baggrund og erfaring utrolig spændende at have med på holdet og et stort aktiv. Og med hans store netværk har vi desuden en naturlig tilgang til investorer,” siger Kim Hellmuth.
At Generators ejerkreds bl.a. tæller to bureauer og en bureaumand, gør ikke pr. automatik Generators til et bureau.
“Vi fokuserer på forbrugerinnovation på produktniveau. Det er ikke et bureau, og det kommer ikke til at konkurrere med andre bureauer som Mensch og Kunde,” siger Kim Hellmuth.
Generators er et fælles selskab, men både FurnID og Sincera vil fortsat løse opgaver på egen hånd.
”Der vil fortsat være rene design-opgaver og rene marketingopgaver, men Generators er en drøm for alle parter – at skabe og designe produkter og bringe dem godt videre via en forretnings- og markedsføringsplan,” siger Kim Hellmuth.
Spellerberg har solgt sine People Group aktier
I Bjarne Spellerbergs mulighed for at påtage sig en rådgiver-rolle i Generators ligger det faktum, at han i maj måned blev fyret fra Partners.
Lige oven på sommerferien blev en strid mellem ham og Jan Duckert stillet til offentlig skue i Børsen, der kunne fortælle, at der ingen kontakt var mellem dem, og at aktionær-overenskomsten ikke var den mest præcise.
Det er usædvanligt at den slags stridigheder kommer frem i pressen – men nu forlyder det, at der skulle være indgået en aftale. Bjarne Spellerberg havde godt 20 pct. af People Group.
Ingen af partnerne har ønsket at kommentere oplysningerne.