Blekingegadebanden kostede livet for Bastard Film

Pressemeddelelse

Sunde enheder som reklame- og web var ikke nok til at dække et 3 mio. kr. tab på film om Blekingegadebanden. Monday Media overtager aktiviteterne.

“Bastard Films dokumentarfilm, tv, corporate kommunikation, reklame- og web enheder var i sig selv sunde forretninger. Men det har desværre ikke været nok til at dække tabet på dokumentarfilmen om Blekingegadebanden samt flere års akkumulerede underskud. Med Monday Media som nye ejere er der sikret en bæredygtig fremtid for Bastard Films aktiviteter, og vi har sikret at samtlige 32 arbejdspladser, samt at alle produktioner kan fortsætte som hidtil”

Sådan begrundes døden for selskabet og den fremtidige eksistens for aktiviteterne. Ordene kommer fra Esben Trier, management konsulent og midlertidig direktør i Bastard Film.

Bastard Film blev stiftet af journalisterne Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm i 2000. Senere kom Helle Faber til som medejer og producent. Gennem årene har selskabet markeret sig som kompromisløse producenter af dokumentarprogrammer, film og i de senere år reklame og web produktioner. I øjeblikket står man bl.a for produktion af Operation X til TV2.

Monday Media er stiftet af Morten Bank, Martin Dalgaard og Anders Dalgaard i 2008 og beskæftiger 25 medarbejdere. Selskabet producerer bl.a. sportsudsendelser til Canal9 og CANAL+ samt leverer tv-programmer til en række andre danske kanaler, herunder Kanal 5 og TV3 Viasat.