Blot 54 år gammel har Jakob Blom netop rundet 30 år i reklamebranchen. Dermed ligger manden, der b.la. arbejder som kreativ direktør på Anew, sig så småt i selen til at indskrive sig i den danske reklamehistories nye generation af ‘grand old men’.
Jakob Blom er just blevet far for tredje gang, og udover den voksende familie kan man kende ham på altid at være ulasteligt klædt. Faktisk i så høj grad at han har været nomineret til Danmarks bedst klædte mand af Euroman.
Men hvis vi ser bort fra børnetække og smagfuld dress-sense, så er Jakob Blom også en mand med ærmet fuld af gode historier fra guldalderen i dansk reklame.
I anledning af 30-året har Bureaubiz derfor bedt Jakob Blom om at fortælle om sine største reklamestunder, som var med til at kridte banen op til hans lange reklamekarriere, der stadig fortsætter ufortrødent.
En ung Jakob Blom på optagelse til en af de første Harry & Bahnsen film i 1997.
De første skridt: Dortheavej forever (Reklameskolen, 1987-89)
Jeg har altid drømt om at lave reklame. Allerede tilbage i gymnasiet ønskede jeg mig de store bøger om reklame af David Ogilvy og alle de der kanoner – og bøgerne med vinderne fra årets konkurrencer – Clio D&AD, New York Festival osv. De kostede en formue, så det var julegaven fra far og mor.
Efter folkeskolen læste jeg HH på Niels Brock, blev Premierløjtnant i Livgarden, læste på Den danske Købmandsskole i Bremen og endte som sælger og selvbestaltet marketingchef i min fars firma, der handlede med kontormaskiner.
Det var rimeligt usexet, men faktisk lærte jeg meget af at køre på landevejen. Af min far lærte jeg værdien af det personlige salg med et smil på læben og en god røver i ærmet – med øjet på bolden hele vejen igennem.
En dag læste jeg om DRB-skolen (Den Danske Reklameskole, red.), der lige var åbnet og tænkte, at det var lige præcis det, jeg gerne ville. Det føltes som en ren åbenbaring, at der pludselig var en uddannelse, der var skræddersyet til det, jeg havde drømt om i mange år.
Jeg kørte ind til skolen, der lå på Dortheavej i Nordvest. Rektor Kaj Søborg Hansen var et fantastisk menneske og lyttede til mine drømmerier og så de ting, jeg havde lavet i min én-mands hær til min fars lille firma. Selvom der bestemt ikke var tale om prægtige meritter, fik jeg af en eller anden mærkelig grund dispensation til at starte på 1. semester. Og det på trods af, at jeg ikke havde noget job i reklamebranchen, hvilket ellers var en forudsætning.
Dengang var der ikke tilsvarende uddannelser, der var så målrettet og det var tilmed en ret dyr uddannelse, som bureauerne betalte 20.000 kr. for per semester. Uddannelsen varede 2 år med 4 semestre og bureauet skulle jo betale løn til eleverne oveni. Det var ret mange penge i 80’er målestok. Det første semester fik jeg betalt hjemmefra – men herefter var resten op til mig selv.
Hold 2 på Den Danske Reklameskole. Jakob Blom ses med lukkede øjne nederst i billedet, midtfor.
Dagen kom hvor hold 2 på DRB startede med mig iblandt de 30 unge mennesker. Blandt de ukendte navne, der var indskrevet på uddannelsen var mange som sidenhen kom til at vinde genlyd i branchen. På mit hold gik bl.a. Thomas Hofmann, Kim Boisen, Mette Lehmann, Thorsten Engsig, Hanne Ishøj, Mikkel Liebmann, Joachim Rosenstand, Martin Elley og John Zoffmann.
Vi følte os nok alle lidt som the chosen ones og fra starten var der en nærmest euforisk stemning på holdet. Alt på skolen var nyindrettet og der var Mac´s ( den første rigtige Mac fra 1984) til alle. Den havde 3½ tomme disc-drev i stedet for de store flade floppy-discs. Det var store sager på det tidspunkt.
Jeg startede på Reklameskolens AD-linje, fordi jeg drømte om at lære at layoute – og i øvrigt følte jeg, at jeg jo allerede kunne skrive – sådan nogenlunde ihvertfald. Men dengang i 1987 skulle man den onde lyne mig kunne tegne med sprit-marker, for at være AD’er. Og det skulle ligne noget, det man tegnede. Det var desværre ikke noget, jeg mestrede udover mine ubehjælpsomme tændstiksmænd. Til gengæld kunne jeg åbenbart lidt mere med ord, så efter nogle gode samtaler med rektor, fik jeg derfor lov til at skifte til tekstforfatter-linjen på 2. semester – og kort derefter fik jeg job hos NP/Grey 2.
Min tid på Reklameskolen var en vild tid -vi arbejdede dag og nat, lavede opgaver og kæmpe præsentationer, rejste og festede igennem – og kom op at skændes med kæresterne, fordi vi alle bare levede i nuet på skolen og sjældent viste os på hjemmefronten.
DRB’s dimittendfest for hold 2, 1991. Festen blev afholdt på Dansk Arkitektur Center.’Læg mærke til det voldsomme stofmisbrug – bl.a. Mikkel Lippmann i brun fløjl i forgrunden´. Med hånden på skulderen er det Thomas Hoffmann fra & Co. Den tilbagelænede gentleman i gråt er Kim Boisen. Joachim Rosenstand står øverst til højre. Jakob Blom troner øverst tv. ‘i fræk bordeaux blazer’.
Den første bureau-udfordring: Nyhavn på Christianiacykel (NP/Grey 2, 1988)
I min første tid på bureau fik jeg lov til at prøve kræfter med nogle spændende opgaver fra store kunder. Især når man husker på, at jeg var stadig var studerende.
NP/Grey 2 lå i Nyhavn 63 med projektledere i forhuset og de kreative i baghuset. Den kreative direktør H.C. Rasmussen tog mig hurtigt til makker – og derfor steg mængden af opgaver og ansvar støt.
Når jeg cyklede over Nyhavnsbroen om morgenen på min Copenhagen Petersen-cykel fra Christiania, med min hestehale flagrende i havbrisen, var jeg så lykkelig, at jeg måtte knibe mig selv i min nu 25 år gamle arm. Nu var jeg på vej frem i den mere etablerede del af branchen – men bare nogle år før, havde jeg været sælger og boet på min fars lager på Hammerbakken i Birkerød – en sidevej til Datavej og Topstykket.
Blandt mine første kunder var Shell, Berlingske og Oracle – jeg fik lov at arbejde på bureauets største kunder fra dag ét. ’HC’ havde kort forinden mistet sin stærkeste tekstforfatter, der havde startet eget bureau, og jeg tror, at han følte, at jeg på en eller anden mærkelig måde havde de samme evner og kunne erstatte ham. Måske var det bare af nød. Måske var det en blanding.
Under alle omstændigheder var der nok flere, der syntes, at det var et nummer for arrogant bare at gå fra at være nyansat – til at være en del af direktørens team. På nul komma fem. Men som sagt – direktøren kunne li´ mig og sagde, jeg var en ildsjæl.
Det var noget mærkeligt noget at være, tænkte jeg, men under alle omstændigheder kunne jeg snakke med om vintage biler, kvinder og andre ’dannede emner’, når vi gik ud i byen og spiste frokost på Nyhavns hyggeligste restaurationer.
Min højt skattede chef var en livsnyder om en hals. I hans garage holdt en Bugatti 1928-model, men alligevel tog han en taxa til bureauet hver morgen fra Svanemøllen, fordi han havde mistet kørekortet i en kæmpe brandert.
Til sommerfesten pillede hans kone fjordrejer til alle de kreative. Projektlederne måtte selv pille deres.
Optursstemning på Jakob Bloms første bureau.
Karrieren tager fart: Job-hop, slagsmål og Sorte Knud (Young & Rubicam, 1991 – 1993)
Efter nogle fantastiske år hos NP/Grey 2, bliver jeg headhuntet til at være tekstforfatter hos Y&R – som den først rekrutterede til et helt nyt hold. På Y&R sad jeg med kunder som FilmNet, Colgate og Danske Bank. Ift. Danske Bank fik jeg lov til at læse min tekster op foran selveste daværende bankdirektør Knud Sørensen. Til gengæld måtte jeg ikke komme ind til direktionen, af den simple årsag at jeg havde langt hår. Det mente marketingdirektøren ikke, de kunne abstrahere fra.
Grunden til, at jeg måtte foretræde hos Knud Sørensen, var fordi, at han var ’så stor’, at han kunne tilgive mine fysiske skavanker. Devisen var, at man gerne måtte modsige Bankdirektøren én gang, men ikke to. Det var jo ikke en diskussionsklub.
Til mit held, var han super glad for mine tekster. I hans optik var tv-reklame noget vulgært og markedsplads for vaskepulver – ikke holdninger for Danmarks førende bank. Men en helside i Berlingeren på side 3 – det rykkede ligesom for ’Sorte Knud’. Det var sgu bankens ord og visioner, jeg sad der og formulerede.
Hos Y&R kom jeg med tiden til at arbejde med nogle af kammeraterne fra reklameskolen og fik to kreative direktører i Flemming Slebsager og Peder Schack. Vi grinte generelt sygeligt meget sammen – og det kunne vi tillade os, da det i en lang periode gik rigtig godt for virksomheden. Vi landede en masse nye kunder og begyndte at lave rigtig godt arbejde med den kreative løsning i fokus.
Med tiden fik vi hos Y&R bygget en stærk kreativ afdeling op. Men vi lå heller ikke på den lade side, tværtom – vi arbejdede i døgndrift. På nogle kunder sad jeg i team med en af mine gamle kammerater Thorsten Engsig fra Reklameskolen. Ofte fandt jeg ham sovende indover sin tegneblok om morgenen, når jeg mødte ind. Man gav sig fuldt ud.
Ved siden af arbejdsraseriet, var der også rasende mange fester på Y&R. En af dem, jeg husker bedst, var en cowboy-fest, der gik over gevind. Der var halm på gulvet og masser af Stetson-efterligninger og plastik-pistoler i omløb. Og ganske som i det vilde vesten kom alle også op at slås – nævekamp og en enkelt blodtud. Og som om det ikke var nok, gik der minsandten også ild i høet.
Nogle uger senere hjalp vores CFO Nico Schou mig med at købe en sølvfarvet Porsche 911. Han var og er selv vild med biler og motorcykler og synes det var alletiders idé. Den Porsche var der sgu mange, der fik ondt i røven over. Men hold kæft hvor den kørte. Det var en herlig tid.
Jakob Blom i det han kalder sin ‘eksistentialistiske periode’. Til højre, Michael Knudsen.
Den første top-stilling: ’Man skal være direktør før man er 30’ (NP/Grey København, 1994)
Jeg blev inviteret ned på Egoisten (hedengangne restaurant i indre Kbh, red.) af min gamle adm. dir. på NP/Grey, Peter Elley, samt den øverste direktør fra GCG (Grey Communication Group), Hans Gundesen.
De foreslog mig at komme tilbage til NP/Grey – denne gang som kreativ direktør. De synes, vi skulle spise kaviar og drikke champagne og vodka, og de fortalte mig, at man ikke havde en ordentlig karriere, hvis ikke man var direktør, før man var 30 år. Jeg har fødselsdag den 17. december, og det her var i starten af december, og da jeg var 29 år gammel, så var jeg åbenbart meget sent på den.
Aftenen skred frem, og jeg ved ikke, om det var nerver eller sprut, men under alle omstændigheder sagde jeg pænt farvel og satte mig så i en nærliggende rendesten og kastede det hele op igen, Beluga caviar og Dom Perignon væltede ud. Det var næsten synd. Men en uge efter blev jeg ansat som kreativ direktør.
Gennem årene har Jakob Blom været en ivrig herre på diverse dansegulve. Ikke mindst til branchefester.
Selvom jeg nu var chef, var der i denne periode nok nogle kompetencer, som jeg endnu ikke helt havde færdigudviklet inden for ledelse. Jeg var jo bare en stor knægt på 30 år, der arbejdede døgnet rundt og gik i byen bagefter.
Jeg kunne slet ikke forstå det der med familieliv og børn – og kolleger der sagde ”jeg kan altså ikke lige nå det”. Det gav ingen mening for mig. Hver aften var bureau-aften og bagefter ud og spise sent på restaurant. Familieliv var vist noget med efterløn. Det var i hvert fald sådan jeg så det.
Arbejdsmæssigt set var det, der var mest spændende, at være med til at bygge Grey Scandinavia op – og arbejde og vinde priser for megabrands som SAS, Nokia og Microsoft. Jeg var meget i Stockholm på Observera Grey og blev fantastisk gode venner med deres kreative direktør Thomas Gad. Jeg elskede æstetikken i svensk reklame – det gør jeg i øvrigt stadig – og beundrede de layouts og den storhed, de dygtigste kreative arbejdede med deroppe.
Der var højt til loftet, og budgetterne var tilsvarende. En SAS-filmskydning varede 14 dage og foregik først på Mallorca, siden i Los Angeles og havde over 200 statister. Det var sgu sjovt at være på et filmset, hvor der blev råbt i megafon.
Prototype-dukker til den reklamekampagne, der er endte med at blive den største i Danmarkshistorien – målt på antal film. Harry og Bahnsen kørte på tv fra 2000-2011.
Den største succes: Harry Motor (Bates, 1996 – 2006)
Efter nogle år på NP/Grey København skete der nogle store rokeringer på bureauet, blandt andet fordi der kom et helt hold fra et andet bureau ind. De var nogle af branchens dygtigste drenge, der siden skabte Robert & Boisen og Like-Minded.
Sideløbende var jeg blevet tilbudt et job som tekstforfatter på Bates, der dengang var et af landets bedste bureauer. Efter 2 år på farten i Skandinavien, som jeg elskede, og ligeså mange år med intriger og politik hjemme på Grey i København, trængte jeg til lidt ro. Ro til at sidde på min røv og arbejde i dybden og være tilbage i håndværket.
Jeg blev makker med Claus Møllebro, der var kreativ kronprins på bureauet og lige var kommet hjem fra nogle år på Bates i Melbourne. Sammen lavede vi mange fede kampagner for DSB, Arla, Spritfabrikkerne, House of Prince, Faxe og mange, mange andre.
Vi havde vel den bedste kundeliste i byen, og vi havde nogle fantastisk sjove år og rejste verden rundt sammen.
Selvom Mølle (Claus Møllebro, red.) og jeg havde kontorer klos op af hinanden, så fik vi en dag lyst til at flytte helt sammen. Vores kreative direktører Ib Borup og Jørn Duus havde gentagne gange fortalt os, at de bare sked på deres chefer og gjorde som det passede dem, da de var unge i 70´erne. Det ville vi også prøve. Så en dag bestilte vi håndværkere, rev væggene ned, købte sofaer i Casashop og en stor smart fladskærm hos Fredgaard – alt sammen uden at spørge nogen om noget.
Jeg husker dog stadig tydeligt, at de blev lidt lange i masken, da de så bureauets nye smarte hjørnekontor og de stolte indehavere af ‘bofællesskabet’.
Bates Sommerfest 2001 på Lykkesholm Slot på Fyn. Øverst til højre Nicolai Stahl, Michael Knudsen står foran ham. Op ad døren th. for Jakob Blom står Mette Jermin, der nu er producer hos Bacon.
På et tidspunkt, mens jeg var hos Bates, skulle Claus videre i karrieren og være kreativ direktør på Leo Burnett. I mellemtiden var jeg blevet partner og kreativ direktør sammen med Nikolaj Stahl og Ib Borup.
I 1999 skabte Ib Borup, jeg og Christian Bjerrum fra DSB grundstenen til Danmarkshistoriens største reklamesucces.I hvert fald hvis man måler på antal film. Vi var dog ikke alene det.
Med på holdet havde vi et helt hold af dygtige plannere og projektledere (b.la. Jørn Duus, Thomas Brandt og Jacob Hastedt), og på idé-udviklingsfronten var vi godt hjulpet af instruktør Kenneth Kaintz, producer Lars Bo Blarke samt sounddesigner Bjørn Vidø fra Freezone. Og så var der selvfølgelig Søren Pilmark som Bahnsen og Søs Egelind som Harrys karakteristiske stemme .
Filmene var for DSB og bedre kendt som Harry og Bahnsen.
Jeg var med til at skrive, udvikle og producere de første 86 film. Søs og Kenneth og jeg udviklede sproget – godt inspireret af en mekaniker Benny, jeg kendte fra mine unge dage – og som jeg altid syntes havde den sjoveste jargon – udtryk og talemåder.
Processen op til en filmoptagelse, var at vi legede os igennem manuskripterne. Først som maske-speaks til optagelserne, så Bahnsen havde Harrys replikker at spille op ad – og efter optagelserne som dub – for at lave det endnu sjovere. Det er nemlig rimelig let at dubbe en hånddukke som Harry, for man kan faktisk bare tælle mundbevægelser. Og han kunne for så vidt ligeså godt sige ‘en to tre fire’, som han kunne sige ‘en svensker og en irer’.
Det gav os enorme muligheder for at lege, og det var en del af opskriften bag succesen. Man kan ikke sidde på en kontorstol og udvikle tosse-replikker. Der skal mere til.
Et udsnit af de mange Glade Seere-priser som Harry & Bahnsen filmene blev præmieret med.
DSB-filmene inkasserede os et mindre hav af det, der hed Glade Seere. Det var TV2´s pokal til månedens mest populære reklamefilm. Pokalen var en glad seer i bronze, og på et tidspunkt blev det for dyrt for TV2 at støbe dem til os. Der havde vi vundet små 50 – mere end dobbelt så meget som nummer to. Vi vandt også Advertising Effectiveness Awards to gange – en sølv og en guld.
Mange i branchen har nok hørt historien om Ib, Mølle og jeg, der som en del af en kreativ workshop på Fyn, gik på gågaden i Fåborg og passerede en legetøjsbutik, hvor der stod en lilla fjer-struds.
Efter vi havde passeret butikken, sagde Ib de berømte ord: ‘det kunne jo også være en dukke!?”. Og det var startskuddet til Harry. Færre har nok hørt historierne om barnets, altså Harrys, navn. Uden et navn er man jo ikke en rigtig person.
Ser du, Harry hedder Harry efter en bog, jeg fik af min gamle far, da jeg var 20 år gammel og gik på Niels Brock og ikke vidste, hvad jeg skulle lave – og således endte som sælger af kontormaskiner.
I samme alder havde min far været sælger og gået fra butik til butik på Bryggen og solgt kasseapparater.
Derfor gav han mig bogen Succes som Sælger, skrevet af Harry Motor. Ja, det hed han altså. Harry Motor var en berømt Volvo-sælger, der flyttede til USA og blev millionær, fordi han elskede Volvo’er så meget og solgte så pokkers mange af dem.
Vores helt skulle jo også elske biler, og derfor synes jeg, det var sjovt, at han hed Harry – underforstået Harry Motors. Det synes de andre heldigvis også.
Og resten er historie.
