Igennem julemåneden kunne S-togspassagerer scanne og sms’e sig til underholdning og præmier fra 20 forskellige annoncører, og – som det hedder i en officiel udmelding – “tusindvis af mennesker deltog i kampagnen, og over 80 pct. benyttede kameraet i deres mobiltelefon til at scanne stregkoder med bagvedliggende underholdning og præmier”.
“Vi er meget tilfredse med resultaterne af den mobile kampagne, udarbejdet sammen med Creuna og Scanbuy. Vores kunder har fået en ny kanal til at modtage information og underholdning på få sekunder, mens de pendler gennem København. Vores sponsorer har bakket op om konceptet og set mulighederne, og vi ser frem til at samarbejde med dem om at udvikle konceptet yderligere,” siger Niklas Marschall, salgsdirektør hos DSB S-tog.
Så langt, så godt. For konceptet skal udvikles. Selv om stregkode-teknikken til mobiltelefoner har eksisteret siden 2002, så er der stadig megen ny jord at betræde. Og kampagnen for DSB S-tog indbragte også lærepenge til initiativtagerne.
“Vi har ikke arbejdet så tværkanalt med stregkoderne før. Der skete bl.a. via offline-medier som plakater på alle stationer, flyers og helsidesannoncer, og samtidig gør stregkoderne den digitale brug endnu mere bekvem,” siger Jeppe Hansen, kontaktdirektør i Creuna.
“Der var tekniske erfaringer – placeringen af plakater i forhold til lyset, når brugerne skulle scanne stregkoden med mobilkameraet – og de mere menneskelige. Vi havde streamers i toget, men det viste sig, at nogle brugere har en vis blufærdighed med at rejse sig op i en tætpakket kupé og vifte og klikke med deres mobil for at få en stregkode. Det gik lidt bedre med flyers, og næste gang går det lidt bedre, når vi sikrer, at stregkoden kommer endnu tættere på brugerne”.
Jeppe Hansen understreger, at stregkoder først og fremmest skal servicere kerneydelserne – i tilfældet med tog vil det være at kunne købe en billet hurtigt og nemt, dernæst at kunne se køreplanen og som nr. tre; underholdning.
Men så er I jo begyndt i omvendt rækkefølge …
“Ja, vi prøver teknikken af med kampagner som denne. Målet er en businessmodel, der løber rundt – og det sker i takt med, at brugerne er der. Vi kan se, at de nuværende brugere er glade for mediet. Hele 60 pct. valgte f.eks. at tippe en ven om S-togs kampagnen,” siger Jeppe Hansen.
Og at indsatsen havde et skær af forsøg over sig, understreges af direktør i Scanbuy Danmark, Jesper Stuhr:
“Kampagnen var med til at demonstrere nogle meget innovative applikationer baseret på mobile stregkoder, og det er fantastisk at se, at det offentlige tager så godt imod det. Vi forventer at se en række nye projekter baseret på mobile stregkoder den kommende tid i Danmark”.
ScanLife-programmet er frit tilgængeligt for alle større operativsystemer og kan downloades fra bl.a. www.getscanlife.com via den mobile webbrowser.