Bo Linnemann har designet ny skrift til Carlsberg

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om, at Kontrapunkt-direktør har udviklet ny skrift til Carlsberg-fondet. At Agnes Cupcakes har fået ny ejer og fyret direktøren. Samt et konkret tilfælde, hvor overvågning af sociale medier gav ny stor kunde.

Bo Linnemann, der er grafiker og direktør i designfirmaet Kontrapunkt, har udviklet Carlsbergfondets nye skrift, som blev præsenteret på fondets årsmøde i Carlsberg Museum i Valby i går.

Den nye skrift og en ny hjemmeside er udtryk for en ny og langt mere åben kommunikationsstrategi, hvor målet ifølge fondets nye formand, professor Flemming Besenbacher, er at være best in class med hensyn til information og oplysning om fondets virksomhed og gerninger.

Den nye font hedder meget apropos Carlsbergfonten.

Skriften er en såkaldt antikva-skrift, dvs. en skrifttype, som bygger på gamle antikke skrifter. Dermed signalerer skriften brygger Jacobsens store interesse for antikken.

På årsmødet kom Bo Linnemann i øvrigt med den teori, at den oprindelige skrift på øl etiketterne, der er udviklet af kunstneren Thorvald Bindesbøll , ikke – som man tidligere har antaget – refererede til elefanten, men at det derimod var humlen, der var Bindesbølls kunstneriske udgangspunkt (Børsen, p. 37).

Onfone-stifter køber Agnes Cupcakes

Morten Strunge, der er stifter af og direktør i mobilselskabet Onfone, har købt den medie-ombruste kagevirksomhed, Agnes Cupcakes.

I maj måned kom det frem, at ejerne var blevet nervøse på grund af den mediestorm, Agnes Cupcakes var røget ind i og derfor havde smækket pengekassen i.

Men nu har mangemillionæren og investor i blandt andet ølselskabet Stronzo, købt kage-virksomheden og samtidig fyrer han den hidtidige direktør Kristian Vangsgaard.

Morten Strunge kan se et stort potentiale i kage-virksomheden både nationalt og internationalt:

“Jeg mener, at Agnes Cupcakes har et kæmpe potentiale. Jeg kan se en lang række håndtag, som jeg kan dreje på for at øge omsætningen og indtjeningen i virksomheden”.

Et af de håndtag, han vil skrue på, er markedsføringen og gode tilbud. Samtidig ser han et potentiale i at sælge til cafeer, virksomheder og festlige arrangementer.

Morten Strunge er godt klar over, at virksomhedens image har fået et ordenligt hak, blandt andet fordi direktør Kristian Vangsgaard kom med nogle uheldige udmeldinger om personalet.

Ifølge Morten Strunge er glade medarbejdere, der bliver behandlet godt, altafgørende i en servicevirksomhed.

Han leder nu efter en direktør, der kan lede både Agnes Cupcakes og ølselskabet Stronzo (Børsen, p. 16-17).

Overvågning af sociale medier kan resultere i ny stor kunde

Valtech overvåger de sociale medier for Jabras headset og det har ført til direkte ordrer, som man ellers ikke ville have fået.

Overvågningen kan udover at identificere om der bliver skrevet positivt eller negativt om Jabra, vise hvor stor indflydelse den enkelte person, der skriver om Jabra, har.

På Twitter havde amerikaneren Alex Lewis frarådet andre at købe Jabra headsets og i stedet vælge konkurrenten Plantronics.

Overvågningen viste, at Alex Lewis ikke var en hr. hvem-som-helst, men at han rådgav virksomheder om anskaffelse af it-systemer og have en vis indflydelse på hvilket headset, kunderne køber.

Derfor svarede man ikke blot med en kommentar på Twitter, men sendte sagen videre til Jabras amerikanske salgsorganisation.

Da Alex Lewis på et tidspunkt på Twitter jublede over at have fået en rådgivningskontrakt i hus for 30.000 brugere hos en stor kunde, ønskede Jabra ham held og lykke og han returnerede lykønskningen med at lægge offentligt op til samarbejde.

I dag er han en af Jabras gode kunder (Børsen, p. 39).