BoConcept hyrer bureau til ambitiøs satsning

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kæden skal have styrket sin digitale tilstedeværelse i 60 lande, og det har man hyret et Danmarks største bureauer til.

BoConcept står foran en omfattende satsning, der skal styrke møbelkædens digitale tilstedeværelse på alle platforme – på det internationale marked såvel som det danske. Det drejer sig om 60 lande, og selskabet har valgt Creuna til at udføre opgaven.

Bureauet er fundet efter nogle sonderinger blandt danske og internationale bureauer – men ikke som sådan en konkurrence.

“Vi talte med forskellige bureauer, men ret hurtigt fokuserede vi ind på Creuna på grund af deres forretningsmæssige indsigt, så der har ikke været tale om en konkurrence” siger marketingdirektør Palle Larsen, BoConcept.

Som det første skridt i samarbejdet har Creuna udarbejdet et digitalt roadmap for BoConcept i 2013 og 2014, der inkluderer en lang række tiltag med fokus på at støtte og øge salg via digitale kanaler, samt en online kampagne, der skydes i gang i starten af marts. Planen er desuden, at Creuna skal hjælpe BoConcepts mange møbelinteresserede kunder til en langt mere personaliseret oplevelse af BoConcept-universet på nettet.

BoConcept har hidtil haft et samarbejde med NoZebra – men det er ikke som sådan afsluttet.

“Vi har haft et fint samarbejde med dem, og de løser fortsat nogle opgaver. Men nu skal vi have bygget en helt ny platform til mange markeder, så vi havde brug for at få nogle andre øjne på og for et bureau med en bredere pallette – ikke mindst på den forretningsmæssige indsigt,” siger Palle Larsen.