Børn med ble og EM i fodbold. Er det en god cocktail til en reklamefilm?

FiG

Døm selv: Libero vil også være med på sommerens store sportsbegivenheder. Det er der kommet en kampagne og en reklamefilm ud af.

Store sportsbegivenheder trækker også store reklamesatsninger fra nogen af de involverede brands. Bleer og EM i fodbold hører dog ikke til de mest oplagte.

Men det forsøger den nordiske ble-producent, Libero, nu at få til at hængen sammen.

Man vil hylde morgendagens stjerner med en limited edition af bleer, et fodboldtema og en reklamefilm, hvor børnene spiller hovedrollen.

https://www.youtube.com/watch?v=zFRb_sWe75g

Reklamefilmen “Stars of Tomorrow”, som er produceret af reklamebureauet Momentum, er en flirt med sporten og de klassiske fodboldreklamefilm, som man har set gennem årene.

“Vi synes, at filmen er meget charmerende, og vi håber, at den vil sprede stor glæde i løbet af den intense sportssommer og naturligvis samtidig fremhæve vores kampagne,” siger Camilla Svensson, som er Marketing Manager hos Libero.

Kampagnen rummer et fodboldtema på Liberos UP&GO- og Comfort-bleer.

“Det er første gang, at vi tilpasser bleerne og trykket derpå til hvert enkelt nordisk land. Det er ganske vist kun Sverige og Island, som er kommet med til EM i fodbold, men vi håber, at man også i Norge, Finland og Danmark vil få glæde af kampagnen og følge de nordiske sportsfolk ved EM og OL,” siger Camilla Svensson.

Kampagnen henvender sig til medlemmer af Liberoklubben, som får mulighed for at samle blekoder og få en landsholdsdragt med barnets navn på ryggen eller en landsholdsbodystocking.

Ud over dette er der også en Instagram-konkurrence, hvor morgendagens stjerner hver uge har mulighed for at komme med i Liberos fodboldtrup og vinde en landsholdsdragt.