Børnebrand satser på content: Lancerer netmedie til forældre

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Creuna har hjulpet Name It med at udvikle et site, der skal levere indhold til forældre – i børnehøjde.

Mange taler om content som en af vejene til den digitale forbruger, og det gælder også børnetøjs-brandet Name It, der indgår i Bestseller-koncernen.

Name It lancerer i morgen et nyt såkaldt e-univers under titlen Inspired by Kids (se det her). Der bliver tale om nærmest et medie. Sitet skal have indhold om mad, mode, aktiviteter og ferie, og man har knyttet flere free-lance skribenter til at levere indhold.

Creuna har udviklet sitet og deltaget i forberedelser og analyser, mens man har brugt Julie Lahme i opstarts-fasen.

Herefter vil Name It selv styre sitet, der skal opdateres med nyt indhold flere gange om ugen. Firmaet har vurderet, at der var et hul i markedet til at levere indhold til forældre med stærkt afsæt i børnenes øjenhøjde.

“Vi har ladet os inspirere af børns nysgerrige tilgang til verden i udviklingen af sitet, og fyldt det med leg, kreativitet, rejser, mode, eventyr og gode madoplevelser. Det er de elementer, vi har fundet ud af, forældrene ønsker at dele med deres børn,” siger Trine Ørskov, projektleder på Inspired by Kids.

Enhver markedsføring handler selvfølgelig om at sælge, men Inspired by Kids er at betragte som en aktivitet, der skal styrke både kendskab til brandet og loyaliteten.

”Vi har hos name it været del af de danske børnefamiliers hverdag siden 1986, og det har krævet, at vi altid har været tæt på vores forbrugere. Med Inspired by Kids ønsker vi at knytte båndene endnu tættere, og naturligvis også at vise, at vi rent faktisk interesserer os for vores kunder og de behov, udfordringer og ønsker, de har i hverdagen,” siger marketingchef Helle Schmidt Hansen og fortstætter:

“Derfor er vi ikke konfliktsky på sitet, vi er i øjenhøjde, men vi kan også se det sjove i at stå med hverdagens kaos omkring os. Vi er ydmyge overfor forbrugernes tid, så derfor leverer vi det rette indhold på det rette tidspunkt, præcis som når vi arbejder med vores produkter.”