Børnefonden og Kashmir mødes i ny film

Peter Engholm
25@mail.dk

En fire minutter lang film er en ”klassisk fortælling – med bøtten vendt på hovedet.” Bag filmen står Another.

Små børn vokser sig (oftest) store – samme naturgivne tendens har små bureauer ikke, men det er ikke desto mindre tilfældet for hybridbureauet Another. I oktober sad der 6 personer ved Mac-skærmene i Store Strandstræde i København, i november 8 – og nu er medarbejdertallet to-cifret: 10.

Og hvad laver de stadig flere folk så? Alt muligt forskelligt for bl.a. Børnefonden, herunder reklame, CRM, aktiveringskampagner, produktudvikling og digital – og film.

Børnefondens nye film er en fire minutter lang fortælling instrueret af Kasper Torsting (der også er aktuel med McDonald’s nye formåls-film). Den følger et ungt par i Afrika som skal være forældre for første gang, og den barske virkelighed, da deres første barn bliver sat til verden.

Musik og lyd er lavet i samarbejde med det danske rockband Kashmir. Nummeret fra filmen er Pedestals, fra gruppens seneste album, E.A.R., fra sidste år.

I første omgang kører filmen i sin fulde længde online, hvor den vil blive suppleret af nogle mere taktiske produktfilm, med den fælles afmelding ”BØRNEfondens arbejde starter her”.

Anne Grandt, Director Communication & Fundraising hos Børnefonden siger:

”Vi har lavet en stærk film, der i bund og grund fortæller, hvad det er, vi laver: Børnefondens arbejde er langsigtet og starter det øjeblik, et barn bliver født. At Kashmir så vil lægge musik til, er en kæmpe bonus, og vi glæder os til at se, hvad vores samarbejde mere kan føre til”

Hun suppleres af Thorkild Bjerre, kreativ direktør hos Another:

“Moderne brands bliver bygget gennem handlinger og fortællinger. Vores sidste kampagne for Børnefonden var en interaktiv outdoor med en tre meter høj taske, som folk kunne fylde med skolematerialer via deres mobil – og her har vi så lavet en klassisk fortælling.”

Han tilføjer:

“Vi har dog vendt bøtten på hovedet, og ladet vores fortælling tage udgangspunkt i forældrene, frem for børnene, som ellers er karakteristisk for kategorien. På den måde bliver indsigten stærkere på målgruppen, der typisk selv er forældre.”

Filmene er optaget i Benin i Vestafrika, og alle medvirkende er lokale, som er castet i landsbyerne, hvor Børnefonden allerede er tilstede med udviklingsprogrammer.

Link til hovedfilm: https://vimeo.com/84865474

Link til produktfilm – uddannelse: https://vimeo.com/84866070

Link til produktfilm – vand: https://vimeo.com/84864388