Brancheklip fra fredagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Fleggard-reklame i retten, ny vejledning om grøn markedsføring, kynisme eller uvidenhed bag kampagner, ældre kommunikationsfolk er flittigste netbrugere, B.T. overhaler Ekstra-Bladet, spilbranchen kigger på piger. Og reception for Jan Olsen.

Fleggaard-reklame slæbt i retten

Fleggaard går ikke bare lige over, men en del af over grænsen. Det mener Politikens Forlag, der netop har slæbt Fleggaard-koncernen i retten. Forlaget føler sig trådt over tæerne i forbindelse med en reklamekampagne, som blev indledt med, at “Indkøbsturen går til Fleggaard” – et ordvalg, der ligner titlen på en rejsebogserie for forlaget (Børsen, p. 4).

Ny vejledning om miljømarkedsføring er nu klar

Hvor går grænsen for greenwash i markedsføringen? Forbrugerombudsmand Henrik Øe har netop præsenteret en vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen.

“Vejledningen er et redskab til virksomhederne til at markedsføre sig på lovlig vis, og den giver nogle anvisninger til, hvordan det kan foregå. Den sætter selvfølgelig også nogle grænser, som er præciseret sådan, at jeg kan gribe ind over for eksempelvis grønvask”, siger Henrik Øe.

Han har 10-12 sager liggende, inkl. sager fra Statoil og Cimber Sterling – sager, der har afventet den nye vejledning. Henrik Øe ved endnu ikke, om han vil tage alle sagerne op, da markedsføringen i nogle tilfælde er ophørt.

Fremover skal en virksomhed kunne dokumentere påstande om miljø og etik enten direkte fra en uafhængig sagkyndig, eller ved at en uafhængig sagkyndig kan stå inde for dokumentationen (Børsen Executive, p. 2-3).

Kommunikationsfolk er uvidende om grøn bæredygtighed

“Jeg ved ikke, om det skyldes en kynisk tilgang til tingene eller bare uvidenhed, når selskaberne kaster sig ud i kampagner, som vi så angriber bagefter. Hvis det er sidste er tilfældet, var det måske en ide at tage fat i emnet på markedsføringsuddannelserne”, siger Kristian Jørgensen, der er formand for miljøorganisationen Nepenthes.

Han meldte for tre år siden Statoils reklamefilm med grønt græs på bilens tag, til forbrugerombudsmanden.

Kristian Jørgensen er taler på en konference i næste uge, der hedder: “Hvad kommer efter greenwash?”. Målgruppen for konferencen er kommunikations-, marketing- og CSR folk.

Arrangør af konferencen er selvstændig kommunikationsrådgiver Lars Ludvigsen. Han mener, at kommunikationsfolk ikke kan følge med, når virksomheden er langt fremme med CSR eller bæredygtighed:

“Jeg møder virksomheder, der på den forretningsmæssige side af CSR eller bæredygtighed, eller hvad man nu vælger at kalde det, er seriøse og ret langt fremme, men deres kommunikationsfolk kan ikke rigtig følge med”, siger Lars Ludvigsen til Børsen (Børsen Executive, p. 3).

Ældre kommunikationsfolk bruger nettet

En analyse viser, at det primært er ældre kommunikationsfolk, der bruger sociale medier i krisearbejdet.

“Vi havde en forventning om, at det er de unge, fremadstormende kommunikationsfolk, der har internet, blogs og sociale medier under huden, og derfor arbejdede mest med at anvende de her redskaber, men sådan er det ikke. Tværtimod er det virksomheder med lidt tungere og mere erfarne kommunikationschefer og -direktører, der arbejder mest systematisk med at anvende internet og sociale medier i deres kommunikationsarbejde generelt og i deres krisekommunikationsarbejde mere konkret” siger Mads Stougård Kristiansen, kommunikationschef i Ringsted Kommune.

Han har sammen med Kommunikationschef Henrik Kirkeskov fra Hewlett-Packard begået en masterafhandling om danske virksomheders opfattelse og brug af internet i deres krisearbejde (Børsen Executive, p. 10-11).

Spilbranche satser nu på piger

Den danske spilbranche vil nu satse på pigerne, når der udvikles nye spil. Det er ifølge livsstilsekspert Henrik Byager en ganske klog beslutning:

“Piger er generelt mere på nettet end drenge, så jeg kan sagtens forestille mig, at der er et enormt potentiale i pigespil. Hvis spiludviklerne især formår at skabe et univers, hvor pigerne kan netværke, nøjagtig som drenge gør omkring World of Warcraft, så ligger der et uforløst potentiale og venter” (Berlingske Kultur, p. 11).

Ekstra Bladet overhalet af B.T. for første gang i 20 år

I december overhalede B.T. ærkerivalen Ekstra Bladet med et gennemsnitligt meroplag på 3.000 (68.000 mod Ekstra Bladets 65.000).

“Ekstra Bladet lider under, at læserne i stigende grad finder de hurtige nyheder på nettet eller i gratisaviserne, og annoncørerne betragter i dag gratisaviser som et fuldbyrdet alternativ til formiddagsaviserne. Endelig har Ekstra Bladet tabt terræn på tidligere kerneområder såsom sport og gossip”, mener Kenneth Brenøe fra mediebureaukoncernen Group M.

Ifølge chefredaktør Poul Madsen vil Ekstra Bladet sætte flere initiativer i gang for at genvinde det tabte, bl.a. et glittet lørdagsmagasin, som blev præsenteret i sidste uge, og en styrket politisk dækning. Her har B.T. profileret sig med bl.a. Henriette Kjær-sagen (Børsen, p. 8).

Branchefolk i medierne

VisitDenmark afholder reception den 9. februar kl. 15-17 i anledning af, at Jan Olsen (tidligere DRRB-formand) er tiltrådt som adm.dir. (annonce i Børsen, p. 36, Berlingske Business, p. 14 og Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, p. 7 )