Brancheklip fra fredagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Om Adidas og Nike, der dominerer fodboldtrøjemarkedet. Carlsberg, der får mere tv-reklame. Et indlæg, der harcelerer over dårlige tv-reklamer. Samt om en kommunikationsrådgiver, der synes det var helt i orden, at Caroline mødtes med Hvideruslands præsident.

Fodboldtrøjemarkedet domineres af Adidas og Nike.

Fodboldklubberne tjener gode penge på at sælge trøjer. De fem største europæiske fodboldligaer solgte i sæsonen 2009/2010 fodboldtrøjer og anden merchandise for 4,7 mia. kroner. Halvdelen af omsætningen kom alene fra trøjer.

Trøjesalget er domineret af to spillere: Nike og Adidas. 11,4 mio. af de 13,7 mio. spillertrøjer, der blev solgt sidste år kom enten fra Nike eller Adidas. Resten af salget fordelte sig på 34 mindre mærker. Klubmæssigt er det trøjer fra Real Madrid og FC Barcelona, der fører med Liverpool på tredjepladsen (Jyllands-Posten Erhverv, p. 12).

Carlsberg får mere tv-reklame for deres sponsorship hos Liverpool

Efter at Carlsberg, der har været sponsor for Liverpool siden 1992, mistede deres logo på Liverpool-spillernes trøjer sidste år til banken Standard Chartered, er de blevet langt mere synlige på TV.

Carlsbergs logo kan ses på bandereklamerne mange flere minutter pr. kamp, end da deres reklamer sad på trøjerne. Og det giver en god effekt, siger Carlsbergs internationale sponsorchef, Keld Strudahl:

“Målinger viser, at vi på TV har opnået stor synlighed, og det er meget vigtigt i forsøget på at blive associeret med Liverpool og fodbold”.

Udover bandereklamer, har Carlsberg også Carlsberg-loungen på Anfield Road og bryggeriets øl, er den eneste øl, der må sælges på stadion.

Carlsberg er i gang med at overveje sine sponsoraktiviteter inden for fodbold generelt. De har sikret sig EM-slutrunden næste år i Ukraine og Polen, men skal finde ud af, hvad de gør for at øge kendskabet til deres øl i Asien og Østeuropa (Jyllands-Posten Erhverv, p. 13).

Elendige tv-reklamer og skønne print-reklamer

I Berlingske harcelerer en kvindelig debattør over de – som hun siger – elendige tv-reklamer, hun skal udsættes for, når hun ser fodbold.

Hun efterspørger et svar på, hvem det er, der laver de elendige tv-reklamer og giver eksempler på de reklamer, som hun finder mest tåbelige. I dette felt ligger Fonas tv-reklame med den gebrokkende dansk-talende russer og en eskimo, der reklamerer for en kuldeskærm.

Mens hun finder tv-reklamer komplet tåbelige, mener hun, at printreklamer er smukke og drømmeskabende og får hende lyst til at købe og få opfyldt drømme (Berlingske, p. 6).

Branchefolk i medierne

Niels Rasmus Hansen, direktør for Informationsgruppen A/S og tidligere formand for PR-bureauernes brancheforening, BPRV, siger i dagens Jyllands-Posten, at Caroline Wozniacki ikke bør skoses for at have stillet op sammen med Hvideruslands præsident. For det første var formålet en velgørenhedskamp til fordel for kræftsyge børn, for det andet, var det svært at sige fra, når man er gæst i et andet land. Og for det tredje, siger Niels Rasmus Hansen:

“Jo mere samkvem med udemokratiske lande, jo mere vestlig synlighed i disse lande, desto større er sandsynligheden for en udvikling mod demokrati. Man kan også anskue det derhen, at Caroline Wozniackis væremåde i det hele taget kan få de unge hviderussere til at længes efter de vestlige værdier, og måske har hendes ootræden sat tanker i gang om et bedre og friere liv” (Jyllands-Posten Sport, p. 27).