Brancheklip fra tirsdagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Om danske reklamefilm, der går lige til stregen. Danskerne, der fordeler købsbeslutninger efter køn, elsker smartphones og discount. Føtex og Bilka, der vil med på moden og isenkræmgrossist, der vil købe brands.

Når We Love People og Go Energi (tidl. Elsparefonden) laver en humoristisk reklamefilm med grønlænderen der danser rundt i stuen og siger “Jeg hedder Enok Energignuauq. Jeg er rigtig-go-energi-ingeniør”, skal man være opmærksom på, at der ikke er langt fra grin til hån, mener Thomas Ploug, lektor i kommunikation ved Aalborg Universitet og medlem af Etisk Råd.

Ifølge Thomas Ploug skal danske reklamefilm, der spiller på humoren, passe på ikke at stigmatisere bestemte befolkningsgrupper. Grønlandsfilmen er ifølge lektoren på kanten af etikken, mens det at gøre grin med grønlandsk alkoholisme klart ville være at gå over stregen.

Andre film, som ifølge Thomas Ploug er på grænsen, er Danske Spils: “Der er så meget kvinder ikke forstår”:

“Den er svær, fordi den handler om fodbold, der primært interesserer mænd. Havde det handlet om virksomhedsbestyrelser og haft samme slogan, ville det være klart over stregen”, vurderer kommunikationseksperten (Berlingske Business, p. 13).

Kvinder og mænd fordeler købsbeslutningerne

I medierne får man opfattelsen af, at kvinder bestemmer det hele, når der skal tages købsbeslutninger, men sådan er det ikke, fastslår Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Kvinder tager beslutninger om dagligvarer, indretning, tøj og gaver, mens mænd tager beslutning om bil, el, elektronik, forsikring, boliglån og husleje. Og det er begge parter tilfredse med.

Der er også en del beslutninger, der træffes i fællesskab. Det er f.eks. hvor man skal holde ferie, opsparing og renovering af hjemmet.

Det er Nordea, der har foretaget en nordisk undersøgelse blandt 1,7 mio. skandinaviske par i alderen 18-65 år (Jyllands-Posten Puls, p. 2-3).

Hver femte dansker har nu en smartphone

Hver femte dansker har nu en smartphone viser en Greens-analyse. Det er først og fremmest de unge, der har taget smartphone’n til sig:

48 procent af de 18-29 årige har en smartphone, mens 39 procent af de 30-39 årige har en. For de 40-49 årige er det 27 procent og kun 14 procent af de 50-59 årige bruger en smartphone.

28 procent af mændene bruger smartphone og 18 procent af kvinderne. (Børsen Digital, p. 30).

Danskerne elsker discount – så Føtex vil give købsoplevelser for at lokke kunder til

På 10 år er der kommet 500 flere discountbutikker. Og det vil fortsætte ifølge Henning Bahr, der er direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia:

“De nye butikker vil vinde markedsandele de næste fem år. Det er jeg meget overbevist om, og discountbutikkerne har nu en så stærk placering, at væksten hos dem kunl vil aftage marginalt under en højkonjunktur”.

Discountbølgen giver problemer for Føtex, der vil satse mere på at give kunderne en god oplevelse for ikke at miste kunder:

“Vi arbejder med, hvordan vi kan give kunderne en god købsoplevelse. Det gør vi ved en større omlægning, hvor vi sikrer, at der bliver flere medarbejdere i butikken på de tidspunkter, hvor der er flest kunder”, siger direktør Erling Jensen fra Dansk Supermarked.

Omlægningen hos Føtex kaldes “Tid til salg” og betyder, at et antal detailafdelinger omdannes til tre store afdelinger med fokus på service, salg og drift. 10.000 ansatte får nye arbejdsområder eller afskediges (Berlingske Business, p. 8).

Føtex og Bilka vil med på tøjmoden

Dansk Supermarked vil have flere egne tøjmærker og øge salget af tøj. Det sker ved en markant forøgelse af egne designere ligesom tøjafdelingerne i Bilka og Føtex slås sammen til én enhed. Pt. har Dansk Supermarked en markedsandel på 10 procent inden for tøj ifølge indkøbschef Jan Toft Nielsen og den skal gerne øges:

“Hovedvægten ligger på tøj til børn og kvinder, som også er der, hvor moden og tendenserne hurtigst udvikler sig. Vi vil med en væsentlig større stab af designere være med til at præge moden og forventer med denne satsning at nå tocifrede vækstrater i vores tøj” (Jyllands-Posten Erhverv, p. 6).

Isenkramgrossist vil købe brands

Isenkramgrossisten F&H of Scandinavia er ifølge adm.dir. Knud Lomborg interesseret i at overtage brands eller virksomheder med en omsætning på 10-100 mio. kroner i primært Norge og Sverige, men også i Danmark.

F&H har øget sin omsætning til over 630 mio. kroner på de tre skandinaviske markeder og har også vundet markedsandele.

En af forklaringerne på successen er, at man fokuserer på de skandinaviske markeder og ikke breder sig videre ud i verden (Børsen, p. 13).