Netbutikker udsender spam, vildleder om priserne, oplyser for sent om varens faktiske pris, undlader at fortælle om fortrydelsesret eller overholder den slet ikke og annullerer ordrer.
Det er nogle af de beskyldninger, forbrugerombudsmanden kommer med. Baggrunden for beskyldningen er 322 henstillinger, påbud og bøder, som er givet til netbutikkerne i Danmark.
Det er næsten svært ikke at falde over netbutikkernes lovovertrædelser, mener forbrugerombudsmand Henrik Øe:
“Det er ikke noget problem at finde overtrædelser på internettet. Det er meget nemt faktisk. Vi kan sætte os over til computeren med det samme og finde en sag, vi kan køre. Det er blot et spørgsmål om, hvor mange ressourcer jeg kan bruge på området”.
Direktør i Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH, Annette Falberg, erkender problemet. Men hun mener ansvaret ligger på lovgiverne:
“Jeg vil ikke sige, at der er for mange regler. Men kompleksiteten er for stor, og det er blevet alt for snørklet. Det er eksempelvis en god regel, at man ikke må spamme kunderne, men det dur ikke, at forklaringen på reglen fylder over 70 sider”.
FDIH-direktøren mener, at både spamlovgivningen, markedsføringsloven og e-handelsloven bør forenkles (Berlingske Business, p. 4).