Branding-strategi: Jysk fodboldklub åbner ambassade i København

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Med ny base hos et bureau vil Superligaklubben FC Midtjylland tættere på partnere i hovedstaden og mindske afstanden mellem Jylland og København.

Et dansk mesterskab og adgangsbillet til europæisk fodbold åbner nogle døre for fodboldklubben FC Midtjylland – men det betyder ikke pr. automatik, at virksomheder vil engagere sig med brandet.

Det skal en ”jysk ambassade” – indlogeret hos PR-bureauet Mannov – nu ændre på. Som led i en brandingstrategi, der bl.a. skal styrke klubbens brand på nationalt plan, og som den første danske Superligaklub uden for København, etablerer FC Midtjylland sig med eget kontor i hovedstaden.

”Vi mener, at timingen er god. Vi har i løbet af den seneste tid oplevet en stigende interesse fra virksomheder, der gerne vil associeres med vores brand, og med det nye kontor gør vi os lettere tilgængelige for de virksomheder, der har base i hovedstadsregionen,” siger Jacob Jørgensen, der er kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Ambassade-begrebet lanceres med et glimt i øjet. Og så alligevel ikke.

”Vi kalder det et ambassadekontor, fordi vi anerkender, at vi med vores entré i hovedstaden er lidt på udebane. Men vi har det godt på udebane. Og det er et erklæret mål for satsningen, at den for både partnere, sponsorer og fans skal mindske afstanden mellem København og den egn, vi er rundet af,” siger Jacob Jørgensen.

Daglig leder af FC Midtjyllands repræsentation bliver Sales & Innovation manager Tina Dines Appelt, der kommer med mange års erfaring inden for kommunikation, salg og medier, bl.a. som annoncechef hos Bonnier og forlagschef/chefredaktør i Aller-koncernen.

”Fodbold har været en stor del af mit liv. Derfor ser jeg frem til udfordringen med at etablere et FCM-brohoved i København, som jo er min hjemmebane. Jeg glæder mig til at skabe nye relationer og gense mange tidligere,” siger Tina Dines Appelt.

FC Midtjyllands placering hos Mannov på Nørrebro i København forklares bl.a. med, at bureauet stod for den kreative proces og efterfølgende ansøgning til UEFA om at få del i værtsskabet af EM i 2020.

Mannovs adm. direktør og partner, Reinholdt Schultz, siger:

”Et strategisk samarbejde med FC Midtjylland er en spændende mulighed, der kombinerer vores fodboldinteresse med vores forretningsmæssige mål. Lige nu skal FCM trække resten af dansk klubfodbold i den rigtige retning, og det er et projekt, alle fodboldelskere kan bakke op om, uanset hvilken klub man i øvrigt holder med.”