Det seneste regnskabsår i aarhusianske Kernel viste markant vækst, og bureauet ser ud til at fortsætte i vækstsporet. Ialt opgives der nu at være 42 medarbejdere i de tre afdelinger i Aarhus, København og Manchester.
Fire nye medarbejdere er netop kommet til – heriblandt Rolf Bonde Petersen, der har valgt at udskifte en stilling som Global Brand Director for Castello hos Arla med et job som strategisk senior-konsulent. Om han også har udsigt til et partnerskab står uvist men lige nu har han også den titel med på Linkedin.
Rolf Bonde Petersen har haft en længere karriere hos Arla – dog afbrudt af to år som marketingdirektør hos Mars Scandinavia. Det var fra 2008 til 2010.
De tre andre nye er:
Jesper Munkholm der efter en tid hos Creuna, Valtech og Scanad har udviklet mobilapplikationer i egen virksomhed, der udvikler mobil applikationer. Han skal som strategisk seniorkonsulent styrke Kernels evne til at koble kommunikation med teknologi og forretning.
Helle Martens er hentet fra en stilling som konsulent og projektleder hos DMA/Research. Hun indtræder i Kernels konsulentteam med dataindsamling og forbrugerindsigt som sin spidskompetence.
David Robert Mayes har tidligere slået sine kreative folder hos Enfatico og AdPeople, hvor han som tekstforfatter har arbejdet på store internationale kunder som Dell, Sony, Ikea og Danfoss.