Brugere bliver små reklamebureauer i sociale medier

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Virksomheder, der er bange for at åbne op for brugerinvolvering, sakker agterud. Samtidig åbner crowdsourcing op for kreativiteten.

Det er blevet mere og mere almindeligt at inddrage folk uden for virksomheden i udviklingen af produkter – også kaldet crowdsourcing.

Og de der ikke gør det, risikerer at sakke agterud i udviklingen af produkter, mener sociale media-eksperter.

Blandt de virksomheder, der har brugt crowdsourcing, er Coca-Cola, der har gjort det med sin nye Vitaminwater ved at spørge en million Facebook-fans.

Chipfirmaet FritoLay fandt frem til sine lokale smagsvarianter ved at crowdsource kunder i en række lande.

Også videotjenesten Netflix crowdsourcede opgaven om at udvikle en ny algoritme, der skulle øge kvaliteten i de anbefalinger, kunderne modtog på hjemmesiden.

Peter Svarre, forfatter til bogen ’Den perfekte storm’, der handler om de sociale medier, mener, at det giver god markedsføring samt  skærper kreativiteten, når man henter inspiration fra folk udenfor virksomheden:

”Man har jo tidligere haft lignende ideer, men internettet har gjort det uendeligt meget bredere. Man kan involvere hele verden og der er mulighed for direkte dialog, hvor folk byder ind med ideer og andre videre på dem. En kreativ proces, ideelt. Endelig er der også gennemsigtigheden, hvor deltagerne takket være internettet kan følge med i hvordan det går deres ideer. Desuden skal man ikke undervurdere markedsføringseffekten, når brugerne inddrages elektronisk, når man begynder at involvere folk på den måde, bliver de også engagerede og man får en fanskare, som kan blive meget værdifuld i sociale medier. Når man inviterer folk  indenfor, får man også sine små reklamebureauer i sociale medier”.

Ulempen ved crowdsourcing er, at man ikke længere holder viden internt i virksomheden og derfor blotter sig overfor konkurrenter.

Men for det første er det en ulempe man må leve med og for det andet, er det ikke ret meget, der i virkeligheden ikke er kendt i forvejen, mener Jakob Bøtter, partner i konsulentvirksomheden WeMind:

”Når en virksomhed som Procter & Gamle deltager, er det fordi de ved, at hvad der virkelig er hemmeligt i firmaet, fylder ikke mere end halvanden gigabyte. Resten er kendt i denne meget transparente Wikileaks-verden og virksomhederne kan lige så godt favne disse realiteter. Vælger man at være lukket, sakker man agterud. Det handler om valget mellem at investere i sikkerhed eller udvikling”.

Peter Svarre er enig i, at tiden med at holde alt bag lukkede døre, er forbi:

”Vi vil se mere af den måde at udnytte produktionskræfterne på, fordi den passer ekstremt godt til netværkssamfundet. Ideen med, at det hele laves inden for virksomhedes mure, er ved at gå i opløsning. Vi skal i stigende grad til at hive folk og ideer ind udefra”. (Berlingske Business, p. 36-40).