Brugervenlighed udfordrer kampen mod piratkopiering

Franz Berliner,
Dir. KathArt Interactive

Klumme: Kunne man forestille sig, at brugere slet ikke ønsker at stjæle værker, men sat over for valget mellem de mulige distributionsmetoder simpelthen har valgt den mest brugervenlige?

Normalt hopper den siddende kulturminister pr. refleks med på de store rettighedsorganisationers vogn. Det har den nuværende kulturminister Uffe Elbæk valgt ikke at gøre. I stedet har han opfordret til en åben og oplyst debat om emnet, bl.a. i denne artikel: http://www.information.dk/297007

Noget, som både kunstnere og brugere burde tage imod med kyshånd – for hvem har ikke interesse i at skabe et tidssvarende system, hvor både rettighedshavere og brugere føler, at der er rimelighed i forholdet?

Det undrer mig derfor, at man til stadighed ser udøvende kunstnere lade deres bidrag til debatten begrænse til, at “piratkopiering er kriminelt”. Punktum.”

Jeg har ekstremt svært ved at forstå tankegangen fra kunstneren, der ikke kan se ud over en eksisterende forretningsmodel og ikke kan udvise mere kreativitet end med loven i hånden at forsøge at opretholde en uddøende forretningsmodel.

Situationen er, at:

  • Kunstneren har lavet et produkt, som publikum gerne vil have
  • Publikum finder frem til produktet af de nemmest (og billigst) mulige veje
  • Nogle anbefaler og deler det endda med endnu flere brugere.

Det er mig en gåde, hvorfor mennesker, der ellers hævder at være kreative – og kræver betaling for at være det, ikke evner at være kreative længere end til kreering af værket og fuldstændig ignorerer kontakten mellem værket og publikum i form af distributionen.

Argumentet om, at ens egne brugere/lyttere/seere er nogle bæster, der bare skal straffes, hvis de lister sig til et sneak peak på kunstnerens frembringelse, er i bedste fald fjollet. Jeg kan i hvert fald ikke komme på ret mange andre brancher, hvor man kunne komme af sted med den form for foragt for sit eget publikum.

Kunne man forestille sig, at brugeren af værket slet ikke ønsker at stjæle det, men sat over for valget mellem de mulige distributionsmetoder simpelthen har valgt den mest brugervenlige?

Et par eksempler:

  • Hvorfor skal jeg tvinges til at se formaninger om, at jeg ikke må kopiere og stjæle, før jeg kan få lov at se indholdet af min dyrt indkøbte DVD, og hvorfor er der reklamer for alle mulige andre produkter – omtalt som forfilm – som jeg tvinges til at se, før jeg kan få lov at se det produkt, jeg lige lovlydigt har betalt for?
  • Hvorfor skal mit nye spil sovses ind i DRM, holde op med at virke i det øjeblik, internetforbindelsen falder ud, og holde op med at virke, når jeg har installeret det 5 gange?
  • Hvorfor skal min DVD begrænses af regionskoder, der gør at min DVD afspiller ikke vil kendes ved den film jeg har købt på min rejse til USA?

Fortsæt selv listen, eller tjek den her, som opsummerer udfordringen for brugeren på bedste vis: http://theoatmeal.com/comics/game_of_thrones

Eller den her artikel fra information, som fint beskriver udfordringen i afsnittet: Vi vil betale – hvis vi får: http://www.information.dk/297440

I alle 3 tilfælde oplever jeg en bedre brugeroplevelse med piratkopien end med originalen.

Argumentet fra de gamle kunstnere og distributører er så som regel, at det kan der ikke laves om på, og herefter kommer moral og loven i spil.

Men der kan faktisk fint laves om på det!

AppStore, iTunes og Amazon Kindle er eksempler på, at brugerne faktisk godt gider betale, hvis forholdet mellem prisen og det, man får, er rimelig, og de ikke skal investere en masse tid i at få det til at fungere.

I vores virksomhed – KathArt.dk – arbejder vi dagligt på at optimere brugeroplevelser. Hvis en købsknap sidder forkert eller har en forkert farve, bliver den lavet om. Er bestillingsprocessen for tidskrævende, bliver den lavet om, og er opfølgningen efter købet for dårlig, bliver den lavet om. Er det for svært at finde relaterede produkter, bliver det fikset.

Der bliver lyttet til brugerne. Der bliver kigget på brugerne, og der bliver ændret og optimeret – hele tiden!

Et firma i samme branche – Subsero – har haft en finger med i spillet på L.O.C./TDC-kampagnen, der kører i øjeblikket.

L.O.C. har droppet pladeselskabet og deler gratis versioner af sit nye album ud under TDC’s brand. Til gengæld får L.O.C. så et beløb, der sandsynligvis slår det, han ville have fået ved en almindelig udgivelse.

TDC er glade, L.O.C. er glad, og brugerne er glade. De eneste, der ikke er glade, er de etablerede distributører, som mener, at L.O.C. svigter et socialt ansvar og forråder hele den blomstrende underskov af upcoming acts. Læs f.eks. her:

http://www.cphblog.dk/?p=79&fb_comment_id=fbc_10150704783159368_21804925_10150705719519368

Det, han i virkeligheden svigter, er nok mest den forretnings- og distributionsmodel, som pladeselskaberne og de klassiske distributører ejer.

L.O.C.-casen er ét eksempel. Et andet – og sikkert velkendt – eksempel er Radiohead, som lod brugerne selv bestemme, hvad de ville betale for albummet “In Rainbows”, samtidig med at de fik muligheden for at købe forskellige deluxe-versioner med ekstra lækkerier. Bandet Nine Inch Nails stiller de enkelte tracks fra deres numre til rådighed for fans, der så får lov at remixe dem og lægge dem op på bandets hjemmeside. Det skaber masser af trafik, involvering og loyalitet.

Der findes altså modeller, der er langt mere interessante end blot stædigt at fastholde, at publikum er nogle slyngler. Så kære kunstner: Stil dog for pokker de samme krav til kreativitet til dem, der får lov at distribuere dit hjerteblod, som du gør til dine egne kreative frembringelser.

Hvis de eksisterende distributører ikke magter at sadle om, så tag fat i nogle af dem, der arbejder med at forbedre brugeroplevelser hver eneste dag – og kom så ind i den debat, kulturministeren har inviteret til med et åbent sind!