Bureau-direktør vender tilbage

peng

Når Burson-Marsteller præsenterer sin nye adm. direktør, så er der noget velkendt over det. For det er den tidligere direktør, der vender tilbage efter to års fravær med eget bureau.

Burson-Marsteller præsenterer mandag den 29. april Maria Sennels som ny administrerende direktør – igen. Hun vender nemlig tilbage som chef for det globale kommunikationsbureaus danske kontor, som hun ledede i seks år frem til 2011, hvor hun blev afløst af Kim Larsen.

I forrige måned blev Kim Larsen hentet til Danske Bank, som overordnet chef for presseafdelingen og personlig rådgiver for bankens topchef, Eivind Kolding.

Maria Sennels forlod i sin tid for at starte sit eget kommunikationsbureau, Copenhagen Change, hvor hun har arbejdet med strategi- og forandringsprojekter hos flere af Danmarks største virksomheder. Hun vil videreføre arbejdet med disse kunder i Burson-Marsteller

”Jeg er meget glad for, at det igen er lykkedes os at få Maria til at lede Burson-Marsteller i Danmark. Under hendes lederskab fra 2005-2011 blev Burson-Marstellers omdømme styrket i Danmark, og omsætningen voksede med 30 pct. Jeg er sikker på, at vi med Marias tilbagevenden vil konsolidere vores position som et af de førende internationale kommunikationsbureauer i Danmark til fordel for vores kunder og vores kollegaer rundt om i verden. Jeg vil også gerne sige en stor tak til Kim Larsen og ønske ham al mulig held i hans nye job,” siger Jeremy Galbraith, CEO Burson-Marsteller Europe, Middle East & Africa.