Bureau-ejer skifter spor: Får job hos Lego

Peter Engholm
25@mail.dk

Daniel Gjøde stiftede Stupid Studio i 2006. Nu skifter han direktørposten for det 18 mand store design- og brandingbureau ud med en stilling i Future Lab hos Lego.

Det er bestemt set før, at bureaufolk skifter til kundesiden – og det hænder også, at turen går den modsatte vej.

Men det hører til sjældenhederne, at en bureaustifter -ejer og adm. direktør – oven i købet for et velkørende bureau med 18 medarbejdere – takker af for at blive ansat på kundesiden.

Det er ikke desto mindre tilfældet med Daniel Gjøde. Han stiftede design- og brandingbureauet Stupid Studio for snart 10 år siden, og skifter nu arbejdet som adm. dir. ud med en stilling i Lego’s Future Lab.

”Jeg har stået i spidsen for Stupid i snart 10 år og trænger til at prøve noget nyt. Beslutningen er velovervejet og processen velforberedt. Og Stupid står heldigvis stærkere end nogensinde: Vi har et fantastisk team, gode loyale kunder, og en sund og stærk økonomi,” siger Daniel Gjøde og tilføjer:

”Kernen af kreativitet er jo genopfindelse og nytænkning; og det bør vel også gælde mig? Det, at man er stifter og direktør, betyder jo ikke, at man partout er den rette til at fortsætte med det i én uendelighed. Vi er sikre på, at det her er sundt for både mig og Stupid.”

Daniel Gjøde fortsætter som bestyrelsesformand, og Bjarne Christensen og Christian Mogensen – partner siden hhv. 2011 og 2013 – overtager styrepinden i det daglige.

Christian Mogensen siger:

”Vi har det sidste halve år arbejdet med den strategi, der nu sætter retningen for Stupid i de næste 3-4 år, og i den proces har Daniel udtrykt et ønske om at prøve noget nyt. Han er jo stadig vores partner og formand for bestyrelsen – så vi slipper jo ikke helt for ham.”

Bureauet har kørt med overskud alle årene, og siden en konvertering til et A/S i 2013 er soliditeten styrket, og både antallet af medarbejdere og størrelsen på kunderne er vokset.

Bjarne Christensen siger:

”Daniel har altid været – og er fortsat selvfølgelig – en helt central figur i Stupid, men han er også et kreativt menneske, som i mange år har brugt meget energi på organisation, ledelse og opbygning af den stærke kultur vi har i Stupid. Jeg kan godt forstå, han skal prøve kræfter et andet sted nu.”

Stupid Studios 18 medarbejdere er fordelt på afdelinger i København og Odense.