Det er hverken rendemasker eller hurtige indskiftninger, der præger LoweFriends. Bureauet blev stiftet af Jette Nejstgaard som adm. direktør og Hans-Henrik Langevad som kreativ direktør for snart 18 år siden, tilbage i 1996, og nu træder Jette Nejstgaard så et skridt til siden og bliver arbejdende bestyrelsesformand.
Ny adm. direktør i LoweFriends er nu Maria Damm Jensen. Hun har været i LoweFriends siden 2000, hvor hun har arbejdet som strategisk planner og senest som kontaktdirektør. Siden 2006 har Maria været en del af partnerkredsen på LoweFriends.
”Valget af Maria er med til at styrke og sikre kontinuitet for kunderne og for huset i forhold til gennemførelse af fastlagte strategier, herunder udviklingen af eksisterende kunder samt tilgang af nye kunder,” siger Jette Nejstgaard, der som arbejdende bestyrelsesformand vil have særligt fokus på strategisk forretningsudvikling og rådgivning.
Og kontinuiteten skinner også igennem den nye adm. direktørs relativt korte tiltrædelsestale:
”Jeg glæder mig meget til at fortsætte den gode udvikling, hvor vi i de seneste år har haft kundemæssig fremgang”, siger Maria Damm Jensen.
Hans-Henrik Langevad er uforandret kreativ direktør i LoweFriends. Partnerkredsen tæller forsat Jette Nejstgaard og Hans-Henrik Langevad samt de fire, der kom til i 2006, i form af Maria Damm Jensen og tre medarbejdere.
LoweFriends, der blandt andet har Nordens største mærkevarevirksomhed Orkla på kundelisten, har for nylig vundet kunder som Prior, Café Bakeriet, Nørregade Bolcher og Glyngøre. Desuden har bureauet netop startet et bureau op i Sverige med samme strategiske fokus som LoweFriends, nemlig fokus på den kvindelige forbruger.