Bureau får nominering for stress-indsats

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Arbejdsmiljørådet har nomineret Advice til en pris for psykisk arbejdsmiljø. Årsagen er, at bureauet har nedbragt antallet af stressrelaterede sygedage og sygedage generelt.

For et års tid siden skrev Bureaubiz en historie om det svenske bureau Forsman & Bodenfors, der har vundet over 100 løver og 6 grand prix’er ved Cannes Lions.

Dengang sagde bureauets danske partner Kim Cramer, at det afgørende for at blive et prisvindende bureau mest af alt handler om et godt arbejdsmiljø.

Den historie har man måske læst hos kommunikationsbureauet Advice, der har 110 medarbejdere.

I hvert fald har bureauet ifølge Arbejdsmiljørådet siden 2015 nedbragt antallet af sygedage generelt samt halveret de stressrelaterede sygedage.

Den indsats har skaffet bureauet en nominering i kategorien psykisk arbejdsmiljø til Arbejdsmiljøprisen 2018.

Fra Mikkel Havelund, COO hos Advice lyder det:

”Vi er stolte af at kunne notere en halvering i stressrelaterede sygedage, ligesom vi er stolte af, at vi oplever et væsentligt bedre stressniveau og åbenhed hos medarbejderne.”

Han fortsætter:

”Vi har langt færre sygedage, og medarbejderne oplever bedre mulighed for at skabe en worklife balance. Det bidrager til øget tillid mellem medarbejdere og ledelse. Alle stressramte i Advice er indtil nu vendt tilbage til jobbet – og det er sket langt hurtigere end, hvad der er normen andre steder.”

Bureaubiz har spurgt ind til hvad de reelle sygdomstal er. Her oplyser Mikkel Havelund:

“Advices sygefravær var 4,1% i 2015 og faldt til 3,5 i 2016, hvoraf vi vurderer, at reduktion af stress var den forklarende faktor, da antallet af berørte medarbejdere blev halveret. I 2017 var vores sygefravær 4,1%, men vi vurderer ikke, at det skyldes en opblomstring af stress men andre forhold.”

Advice gør opmærksom på, at sådanne optællinger har en vis usikkerhed, da man ikke altid kan spørge til årsag for sygemelding.

”Ethvert stresstilfælde er et for meget. Vi har desværre ikke elimineret stress i Advice, og som det fremgår i medier og statistikker har det øvrige samfund også sine udfordringer med stress. Enhver organisation må gøre op med sig selv, hvad der er et rimeligt tal. Vi er stolte over, hvad vi har nået ind til nu, men vil gerne endnu længere,” siger Mikkel Havelund.

Grafen viser Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljøs data for, hvor stor en andel af befolkningen, der inden for de seneste to uger har følt sig stresset i Danmark i 2016.

Mikkel Havelund vil gerne fortælle, at man arbejder på at forebygge stress, så det slet ikke udvikler sig til sygdom.

”Både kolleger og ledere har fået en forståelse af, at tidlig indsats betaler sig. Det gavner ingen, at nogen kører ud over kanten. Vi kommer aldrig i en situation, hvor vi bare kan sætte flueben og begynde at fokusere på noget andet – risikoen for stress lurer altid lige under overfladen for vores type af arbejde og always ontendensen i samfundet,” siger Mikkel Havelund og fortsætter:

”Jeg tror, at når vi hver mandag morgen samler hele virksomheden for at synge morgensang, eller når vi alle bruger tre dage på at blive rystet sammen på en ø i det sydfynske, så skaber vi i virkeligheden det allerbedste værn mod stress.”

Advices opskrift på et godt arbejdsmiljø

Fra Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet, lyder forklaringen på, hvorfor Advice er nomineret:

”Skadelig stress på arbejdspladsen kan og skal forebygges. Derfor er det positivt at se, at man hos Advice har taget fat om problemstillingen og involverer både ledere og medarbejdere i at forebygge stress. At tale åbent om stress er nemlig en forudsætning for at kunne skabe mere trivsel”, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.

De nominerede arbejdspladser er:

Kategori: Psykisk arbejdsmiljø
Advice, Ledelse og Kommunikationsrådgivning
Børnecenter Solbo, Silkeborg Kommune
Region Hovedstadens Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afsnit B204 Glostrup

Kategori: Forandringer og ny teknologi
Nuklearmedicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt
Region Sjælland, Præhospitalt Center
Plejehjemmet Lundtoft, Demensafsnittet Anemonen

Kategori: Arbejdsulykker
Dansk Supermarked Nonfood Lager
Arkil
Københavns Politi

Kategori: Muskel- og skeletpåvirkninger
Hedensted Kommune
Product Supply i Novo Nordisk A/S
Gardit A/S

Vinderne kåres ved prisuddelingen den 11. april 2018 på Axelborg i København.