WPP-bureauet Cohn & Wolfe gjorde for syv år siden comeback i det danske bureau-landskab efter at have været ude et par år.
De senere år har PR-bureauet i stigende omfang fokuseret på life science – der bl.a. dækker over bio-tech, med-tech og pharma – og dettefokus bliver styrket yderligere nu.
Søren Berzant, partner og hidtidig adm. direktør, bliver fremover “kun” direktør og del af en bureau-ledelse på tre personer. De to øvrige er Anders Cnattingius, der hidtil har været market access director, og Mette Thorn Sørensen, der hidtil har været practice leader.
Sidstnævnte bliver ny adm. direktør for Cohn & Wolfe.
“Anders og jeg har de senere år – på uformelt plan – været en del af ledergruppen, og dette forhold formaliserer vi nu. Samtidig udvider vi partnerkredsen, idet Anders og jeg bliver partnere – og Søren Berzant og WPP – i form af Mannov Holdning – sælger lidt af deres respektive andele. Det er nyt, at vi får en partnerbaseret ledelse,” siger Mette Thorn Sørensen, der tilføjer, at Mannov Holding fortsat er majoritetsaktionær i bureauet.
“I takt med udvidelsen var det nærliggende at se på de forskellige roller for at optimere forretningen. Jeg har hidtil været faglig leder og haft den daglige ledelse, og derfor har det ikke været et stort spring til at blive administrerende. Samtidig kan Søren koncentrere sit fokus på kundekontakten, herunder de mange internationale opgaver, vi har fået i det seneste års tid,” siger Mette Thorn Sørensen.
Cohn & Wolfe har 10 medarbejdere.