Da TBWA\Copenhagen og Connected fusionerede for godt tre år siden, fik bureauet navnet TBWA/Connected. Nu ryger Connected ud, og bureauet går tilbage til sit gamle navn TBWA/Copenhagen.
Navneskiftet skyldes et ønske om at fremstå stærkere som en del af et styrket samarbejde mellem de nordiske TBWA-bureauer, siger Erich Karsholt, der netop har fejret 10 års jubilæum som CEO for bureauet. Han uddyber:
“Samlet set er Norden den femtestørste økonomi i Europa, og vi er et homogent marked med en disponibel indkomst, der ligger 20 pct højere end EU-gennemsnittet. Det gør os til et attraktivt marked for mange internationale brands. Den vigtigste grund til det styrkede nordiske samarbejde er de mange brands, der allerede arbejder på tværs af Norden og både har brug for det nordiske overblik og en lokal repræsentation i hvert land. Af dem samarbejder vi f.eks. allerede med blandt andet TetraPak og Steen & Strøms mange shoppingcentre i hele Norden”.
Kreativ direktør Ulf Westmark-Højelsen, der selv kom fra Connected tilføjer:
“Det gør selvfølgelig lidt ondt at lægge et godt navn i graven og det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget galt med navnet Connected. Den ambition om at skabe meningsfulde forbindelser mellem brands og mennesker, der i sin tid lå til grund for navnet, er der heller ikke pillet ved. Samme gælder tankegangen om at skabe integrerede kommunikative økosystemer, der får mediefladerne til at spille effektivt sammen med vores kunders budgetter. Det er jo det, som vi fra Connected i sin tid bragte med os ind i fusionen og som vores mange kunder stadig efterspørger.”
Ny nordisk hjemmeside
De nordiske TBWA bureauer har samtidig fået en ny fælles hjemmeside, lige som TBWA’s digitale ben – performancebureauet The Engine – nu også repræsenteret på tværs af hele Norden.