Bureauansatte havde succes som burger-ekspedienter

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Montdor tog sin egen medicin – og overtog det fulde ansvar for Tulips diner på Smukfestival – for at bevise at gennemførte koncepter virker.

Tag din egen medicin. Med det koncept var alle Montdors medarbejdere blevet kommanderet til Smukfest i Skanderborg for at sælge burgere i Tulips Diner. Bureauet havde ganske enkelt overtaget drift og ansvar for dineren.

“Vi prædiker overfor vores kunder, at de kan få mersalg og øge omsætningen ved at skabe fede koncepter og give folk særlige oplevelser ude i det sidste led. Nu har vi fået chancen for at bevise det på den mest hudløst ærlige måde, du kan tænke dig,” sagde adm. dir. Dion Guldbjerg før sommerferien om initiativet.

Nu er sandhedens øjeblik så oprundet – og det lyder på en salgsfremgang på 35 pct. i forhold til sidste år.

Autentisk amerikansk stemning, hvor pulled pork og toast blev serveret af smilende værtinder med opsat hår og strutskørter var blandt initiativerne. For Montdor var det et spørgsmål om at føre værdierne fra Tulip-brandet helt ud i sidste led.

“Alt fra menuen og medarbejdernes uniformer til det synlige arbejdende køkken skulle formidle den dedikation og kvalitet, som Tulip er garant for i alle andre kanaler,” siger Dion Guldbjerg.

Dineren er ikke kun et spørgsmål om forretning for Tulip – den handler også om at komme i tæt kontakt med forbrugerne og få testet nye produkter og koncepter.

”Dineren havde i år udviklet sig fra at være et spisested til at være et koncept med en rød tråd, der giver mening i forhold til Tulip-brandet og det, vi står for. Der var attitude til forskel,” siger brand manager Morten Lund fra Tulip.