”Vi bruger vel 70-100.000 kroner på julepynt hvert år,” fortæller Søren Pedersen, stifter og CEO på Adtomic, med et bredt smil, inden han fortsætter:
”Vores julepynt er storladent, storslået og glad. Sådan skal det helst være. Jeg kan godt lide, at det er sådan overdrevet jul. At det er sådan jul plus-agtigt. Jeg er vild med det sjove og flamboyante, og det er simpelthen fantastisk at arbejde i sådanne omgivelser.”
B-punktet (Bureaubiz-punktet = det bedste) i julen hos Adtomic, synes Søren Pedersen er alléen med juletræer.
Stroferne ”Feliz navidad, feliz navidad” pumper ud af højtalerne, der er placeret strategisk rundt om på bureauet, så julestemningen ikke bare kan ses, men også høres. Juletonerne blegner dog i forhold til den exstravaganza julepynt, der toner frem, hvor end man fæstner sit blik.
Meget af julyepyntet hos Adtomic er overdimensioneret, som f.eks. disse giga-karameller og kæmpe sukkerstang.
Søren Pedersen fortæller, hvordan det lader sig gøre, at der er så meget drøn på julen på Adtomic:
”Hos Adtomic laver vi en masse arbejde for LGBTQI-sagen (opdateret version af LGBT, red). Og af den vej har jeg nogle venner nede på Centralhjørnet (bar for homoseksuelle i indre København), som de sidste 10 år har pyntet op her på bureauet til jul.”
Af samme årsag er Adtomics kælder fuldstændig proppet med julepynt, selvom der dog bliver genbrugt en del fra år til år.
Søren Pedersen fortæller:
”Lige op til første december kommer Centralhjørnet-holdet i weekenden, mens vi ikke er her, og sætter julepynt op. Så når vi møder ind mandag morgen, bliver vi meget overraskede. Det er altid en meget overvældende oplevelse.”
Nærmest uanset hvor man kigger, popper der julepynt op. Her sølvfarvede rensdyr, der hænger i lofthvælvingen.
Med ”We wish you a merry Christmas, we wish you a merry Christmas” som sang-akkompagnement, fortsætter Søren Pedersen:
“I år har hovedtemaet været juletræerne, der står hele vejen igennem vores kontor i to snorlige rækker, så det bliver en hel allé. Men i år er faktisk relativt afslappet i forhold til andre år. Sidste jul havde vi f.eks. et juletog, der futtede rundt i landskabet. Men der skal ske noget nyt hvert år, synes jeg. Det er dog ikke alle, der helt forstår galskaben.”
Hvem kunne det være?
”Da der var krise i branchen, og folk blev fyret som fluer, var det ret svært at forklare folk, at vi stadigvæk pyntede meget og dyrt op hver jul. Men der må man stå fast. Når det er jul, så er det jul – uanset hvordan det går i verden.”
I receptionen på Adtomic bliver man hilst velkommen af to imødekommende rensdyr. Her det ene.
The big WHY
Julepynten hos Adtomic er uomtvisteligt noget ud over det sædvanlige. Men hvorfor skal det være så vildt, og har det altid været sådan?
Søren Pedersen forklarer:
”Jeg må nok indrømme, at det er en personlig prioritering. Det er jo ikke noget, der er lavet for en med en større kulturel eller kommerciel begrundelse. Grundlæggende kommer det sig nok af, at jeg stort set ikke holdt jul, fra jeg var 20 til 30 år gammel”
Hvorfor holdt du ikke jul?
”Det var i protest mod alt muligt – det var i min protestalder. Men så tog jeg voldsom hævn og kom igen på julen, må man sige.”
Hvad var den udløsende faktor i forhold til din egen personlige jule-revanche?
”Det var, at jeg fik børn. Men samtidig også ønsket om at gøre livet mere festligt. For mig er vores julepynt ikke et spørgsmål om æstetik. Vores julepynt er jo nærmest anti-æstetik. For mig er det det glade og festlige, der er afgørende ved julen.”
I køkkenet er der hvert år en ny slags julehimmel. Søren Pedersen ærgrer sig lidt over, at han ikke har fået taget billeder af de forskellige jule-opsætninger gennem årene.
En tår kaffe og en lille tænkepause senere, fortsætter Søren Pedersen:
”Altså, hvis man skal tage det op på den høje klinge, så er vores julepynt faktisk et eller andet sted også et symbol på frihed og åbenhed. De begreber er meget vigtige for os, og det er også derfor, at vi involverer os i LGBTQI-miljøet. Det bunder i en helt hardcore insisteren på frihed både i sit privatliv og på sit arbejde.”
Han fortsætter:
”Hos Adtomic skal man kunne være, den man er. Vi har ikke dresscode, du skal ikke passe ind i en bestemt boks, det eneste du skal være hos os er dygtig.”
Receptionisten Christine kommer trillende med diverse julegodter.
Min audiens i det der ved første øjekast kunne ligne julemandens værksted, er ved at være slut. Samtidig triller der en vogn med både våde og tørre julegodter ind. Dog ikke i en kane, og det er receptionisten Christine og ikke Rudolf, der trækker læsset.
Det er dog tonerne af ”Rudolph the rednosed reindeer”, der ledsager mig ud af bureauet via Adtomics elevator. Og pludselig befinder jeg mig i en regnvåd baggård på Vesterbro, der nu virker en tand mere grå, ufestlig og december-kedelig, end da jeg ankom en time tidligere.
