Reklamebureauers måde at organisere sig på blev bragt til debat fra en af Nordens hotteste bureauer. Webdirector Sophia Lindholm fra Forsman & Bodenfors mener, at bureaubranchen organisatorisk befinder sig et sted mellem den russiske hær og den katolske kirke.
Det var til Danish Internet Award i går aftes, at web director fra det svenske prisvindende bureau Forsman & Bodenfors på stilfærdig vis fortalte de 500 danske deltagere, at bureaubranchen har så mange ledelseslag, at det minder om den måde man er organiseret på et hospital eller i militæret.
Ifølge Sophia Lindholm er reklamebranchen meget hierarkisk og konservativt opbygget, men hos Forsman & Bodenfors, der har hovedkontor i Göteborg og filialer i Stockholm og Oslo, har man organiseret sig anderledes end den organisationsform, der blev født på Madison Avenue efter 2. verdenskrig.
Forsman & Bodenfors har en CEO, en CFO og én kreativ direktør. Resten af de 130 ansatte befinder sig på samme organisatoriske niveau og alle – også de tre chefer sidder i et stort fælles kontor.
Så er der dog også lige 26 af de ansatte, der – selvom de arbejder på gulvet – er partnere, men på kommunistisk vis – som Sophia Lindholm påpegede – ligeværdige partnere, idet de alle ejer lige meget.
Og det med gulvet, skal tages helt bogstaveligt. For hos F&B – hvor det vigtigste aktiv er talent – optimerer man det samlede talent ved at bruge gulvet som arbejdsplatform.
Tankegangen er, at der er så meget kreativt talent på bureauet, at man ved at inddrage alle i hvert enkelt arbejde, bliver lige den tand bedre.
“Alt arbejde bliver lagt ud på gulvet, så de andre kan se og kommentere på det arbejde man er i gang med. Vi har så dygtige hoveder, at ens arbejde altid kan blive bedre”, siger web directoren, som er en blandt de 49 procent, som de kreative udgør på bureauet.
En af de cases Sophia Lindholm viste, var for mobilselskabet Comviq, hvor formålet var at gøre opmærksom på, at mobilselskabet nu solgte ringetoner. Man allierede sig med en af Sveriges hotte sangerinder, Veronica Maggio, som releasede sin nye single som ringetone. Kun hvis man ringede til et bestemt nummer, kunne man høre hendes single. Selv radiostationer måtte ringe til nummeret for at spille sangen.
Et par dage efter lanceringen havde sangen ‘vundet’ guld og i slutningen af kampagnen nåede den næsten op på platin-niveau. Og Comviq? 56 procent af de der ringede for at høre sangen, endte med at købe en ringetone.