Bureaudirektør bliver spindoktor

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bestyrelsesformand og partner har fået orlov fra kommunikationsbureau for at blive særlig rådgiver for justitsministeren.

Peter Goll stopper som både partner, seniorrådgiver og bestyrelsesformand i Geelmuyden Kiese for at blive særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov.

Og det er faktisk en tradition hos Geelmuyden Kiese. Tidligere har ansatte i både Norge og Sverige taget orlov for at arbejde for folkestyret, og nu kan Danmark tilslutte sig traditionen.

Det sker den 31. oktober, hvor Peter Goll tiltræder stillingen og dermed kommer til at indgå i koordineringen af regeringens kommunikation.

Peter Goll er ikke helt ukendt med det politiske miljø. Således var han pressesekretær for SF i 2001 og han har også tidligere været formand for SF Ungdom. Han meldte sig dog ud af SF i 2004.

Peter Golls orlov i kommunikationsbureauet, betyder at partner og seniorrådgiver Jeppe Kjær Veddinge bliver bestyrelsesformand og vil tegne selskabets ledelse sammen med adm.dir. Maria Steno. Derudover indtræder rådgiver Lasse Meldgaard Bloch i den daglige ledelse.

Maria Steno overtog i januar i år stillingen som adm.dir. efter Peter Goll, idet man adskilte den faglige og administrative ledelse.

For at sikre fuld åbenhed i forhold til skiftet, vil Geelmuyden Kiese ikke påtage sig opgaver, der har betydning for eller på anden måde ligger inden for Justitsministeriets område.

Samtidig har ledelsen indskærpet over for alle ansatte, at det ikke er tilladt at kontakte Peter Goll i forbindelse med kundearbejde, så længe orloven står på.