Peter Helstrup, der er director/partner i Ocean Agency, er generelt flink til at like nye posts på outdoor-selskabet, Out of Homes Facebook-side.
Det har han en god grund til. Han er nemlig medejer af selskabet.
Out of Home er et nyt selskab, der har den tidligere Clear Channel direktør, Henrik Sørensen, i spidsen og som den dominerende ejer. Selskabet blev stiftet i 2013 af en Maria Larsen i Middelfart, men ejerkredsen var ikke opført i det første regnskab.
Det er den i regnskabet for 2014 og her fremgår det, at der ud over Henrik Sørensens selskab, HS Holding 2013, samt en kreds af medarbejdere også er to selskaber i ejerkredsen: Laux Aps og Innordic Sjælland Aps.
Laux er Peter Helstrups selskab, og af regnskabet fremgår det, at han her har placeret en ejerandel i Ocean på 14 pct. samt en ejerandel i Out of Home på 10 pct.
Hans involvering i ejerkredsen bag Out of Home slutter dog ikke der.
Peter Helstrup sidder i bestyrelsen for Innordic Sjælland, der repræsenterer 25 pct. af Out of Home. Af regnskabet for selskabet fremgår ikke, hvem der ejer det, men ud over Peter Helstrup sidder Christian Max Hansen og Mikael Glud i bestyrelsen – mens sidstnævnte sidder i direktionen.
Innordic er et holding-selskab, som lige nu ikke ejer andet end de 25 pct. af Out of Home, der står opført til en anskaffelsessum på 6,5 mio. kr.
Christian Max Hansen og Mikael Glud forekommer ikke umiddelbart at være branchetilknyttede.
Christian Max Hansen er direktør i Accenture, mens Mikael Glud er direktør i ejendoms-selskabet CBRE.
Inordic har ikke oplyst, hvem der ejer selskabet, men så vidt Bureaubiz erfarer, så er der to interessante herrer med i skikkelse af Brøndby-formand, Jan Bech Andersen, og Jakob Groot, der har en direktør-post i Unicredit som chef for Global Head of Institutional Distribution for Rates, FX and Credit.
Henrik Sørensen har stemmerne
Når det kommer til at bestemme over Out of Home, så er der dog ingen tvivl. Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har Henrik Sørensen mellem 66,7 og 90 pct. af stemmerne, selvom han har under 50 pct. af anparterne.
Out of Home vandt ved indgangen til 2014 Arriva og kom på den baggrund ud med et lille bitte plus i et trængt outdoor-marked.
Henrik Sørensens involvering i Out of Home har iøvrigt givet anledning til en retssag, idet Clear Channel mente, at han var omfattet af en konkurrence-kluasul. Selskabet tabte dog sagen i både byretten og landsretten – dog ikke fordi der var tvivl om, at Henrik Sørensen var omfattet af en konkurrenceklausul.
Men han blev fyret uden begrundelse, og dermed bortfaldt klausulen, fordi han ikke selv havde givet anledning til fyringen.
At Clear Channel siden har fremført kritikpunkter genaktiverer ikke klausulen. Den bortfaldt definitivt med fyringen uden begrundelse.