Efter godt 12 år hos MEC Access har Kasper Petersen valgt, at tiden var kommet til at prøve kræfter med noget nyt – en anden boldgade, om man vil. Kasper Petersen skal tiltræde en stilling som kommerciel ansvarlig i fodboldklubben Fremad Amager. Klubben har netop fået nye ejere, bl.a. F3 Mediagroup.
MEC Access’ nordiske direktør, Henrik Reichel Bartholdy, siger om den afgående direktør:
”Kasper har siden 2007 stået i spidsen for MEC Access i Danmark og har gjort en fantastisk indsats. Han har fået positioneret MEC Access som en af de førende kommunikationsvirksomheder inden for oplevelsesmarkedsføring, og han kan være stolt af den indsats, han har ydet.”
Afløseren som daglig leder i MEC Acces er Lars Gjøls-Andersen, der senest har haft sit eget selskab, som også arbejder med content, partnerskaber og koncepter.
Derudover har Lars Gjøls-Andersen været kommerciel ansvarlig for Bjarne Riis’ cykelhold, da det hed CSC, og han var med til at starte Co+TV hos Co+, der bl.a. skabte tv-konceptet Aquadorable.
MEC’s adm. direktør, Uffe Henriksen, siger i forbindelse med direktør-skiftet:
”MEC Access er strategisk vigtig for MEC. Derfor var det også afgørende at finde en stærk afløser. Lars Gjøls-Andersen har masser af erfaring, ikke alene fra Access’ branche, og kommer med en tung digital baggrund. MEC arbejder med en stor digital forankring i alle kampagner og løsninger, og dette gælder også inden for kommercielle partnerskaber og content marketing.”
Lars Gjøls-Andersen er tiltrådt sin nye stilling, og Kasper Petersen kommer til at overdrage forretningen de næste par måneder, hvorefter han tiltræder sin nye stilling.