Bureauejer: Småt er godt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Vejle-bureau har gennemført en betydelig downsizing – og det har ikke været skidt. Også et fynsk bureau har valgt at blive mindre.

Finanskrisen ramte Marginal i Vejle hårdt og i 2010 kom bureauet ud med et solidt underskud.

Men nogen gange kan der komme noget godt ud af noget skidt – sådan ser Marginals ejer, Ole Aakjær, i hvert fald på det.

“Jeg har forladt den traditionelle opfattelse af, at man skulle stræbe efter at vokse. Vi har taget en kold tyrker og skåret ind til benet – gået fra 13 til 4 ansatte. Vores kunder efterspørger i vidt omfang at samarbejde med mig, og nu har jeg fået mulighed for at koncentrere mig om dialogen med kunderne frem for at bruge tid på at drive et bureau,” siger Ole Aakjær.

Og hvis nogen så anfører, at det måske bare var af nødvendighed, så har Marginal netop afleveret et regnskab, der ser aldeles fornuftigt ud. Der er kort sagt en overskudsgrad helt i top.

Går man til resultatet før skat, så er den stadig høj – men dog noget mindre. Men Ole Aakjær er i gang med at betale af på gælden fra det store underskud tidligere. Så det nu lille bureau kan altså håndtere både at tjene gode penge og betale af på en betydelig gæld.

Desuden er der også kommet nye kunder til – vel og mærke ikke nødvendigvis små kunder.

“Vi har landet GNB Nordic – et firma, der er verdens største producent af batterier til nødstrøms-generatorer, så det er et ret stort firma, der har valgt at samarbejde med os på nordisk niveau,” siger Ole Aakjær.

Han vil ikke karakterisere Marginal som et netværksbureau. Man håndterer selv en del opgaver også inden for produktion – men selvfølgelig er der lagt flere opgaver ud til free-lancere end tidligere.

Downsizing er også et element i det fynske bureau, Cosmographics regnskab. Om end på et andet niveau.

“Vi har opnået en pæn forbedring i indtjeningen – men den er mere opnået ved at spare og skære ned. Nu har vi flyttet fokus fra produktion til mere timebaserede opgaver og skåret så meget til, at vi har et grundlag for at være mere offensive,” siger bureauets ejer, Henrik Dresbøll og tilføjer, at man også er begyndt at opnå flere synergier mellem det lille københavnske bureau, Kl. 7, som han også ejer, og Cosmographic.

Nøgletal for Marginal

  • Bruttoavance 3,1 mio. kr. -20,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,033 mio. kr. +85,5 pct.
  • Lønandel 26,5 (56,8)
  • Resultat af primær drift +1,435 mio. kr. +92,1 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Cosmographic

  • Bruttoavance 10,9 mio. kr. -12,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 908.333 mio. kr. +5,5 pct.
  • Lønandel 62,3 (57,9)
  • Resultat af primær drift +0,67 mio. kr. +44,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz