Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Nogen vil nok kalde det uklogt, da Co+Høghs adm. dir. i fredags forklarede fyringen af seks medarbejdere med at to kunder - den ene navngiven - var sprunget fra kontrakter. Men man kan også se det som en befriende oprigtighed. Klumme af Finn Graversen.

Var det uklogt, da Co+Høghs adm. dir. Christoffer Back i fredags ganske oprigtigt forklarede, at opsigelsen af seks medarbejdere skyldtes, at to kunder – heriblandt Novo – var sprunget fra en underskrevet kontrakt?

For risikerer man, at komme i “bad standing” hos kunderne og at andre bureauer ganske usolidarisk søger at udnytte det?

Noget kan tyder på, at Gaute Høgh mener, det var uklogt, fordi han i fredags lagde en kommentar på, hvor han undsagde Christoffer Backs forklaring. Og han er nok på linje med en del bureauledere i den attitude.

Dette er ikke et forsøg på at tage stilling til, hvilken attitude, der er den rigtige. Men jeg skal dog indrømme, at jeg finder Christoffer Backs udtalelser befriende. Ikke fordi Bureaubiz dermed fik en god historie – mere fordi min oplevelser er, at han tillader sig at sige noget offentligt, som mange bureaudirektører tænker, men af taktiske årsager undlader at sige.

Bureaubranchen har mange udfordringer – og en af dem handler om at træde mere i karakter over for kunderne, for mange af dem har en meget kortsigtet adfærd over for bureauerne – i hvert fald hvis de gerne vil have bureauer der evner at opbygge værdier.

Som branchens fhv. formand gennem mange år, Bjarne Egedal, for et par måneder siden sagde:

“Prispres spiller en uforholdsmæssig stor rolle hos mange kunder, og det betyder, at den gode vibration mellem bureau og kunde, som er så vigtig for at skabe noget godt, ryger fløjten.”

Det engelske reklameikon, John Hegarty, talte på et nyligt besøg i Danmark også om kundernes hang til at videnskabeliggøre markedsføring, så man kan måle alt.

Og i USA har brancheorganisationen, 4A, konstateret, at prispresset er bureauernes egen skyld, fordi de giver for meget væk i et fromt håb om at bygge langvarige relationer.

Men man bygger ikke relationer ved at tale nogen efter munden. Og hvorfor må man ikke sige noget offentligt, når det er på sin plads?

Det kunne jo være både en opfordring til andre bureauer om at holde øje med den kunde – og et hip til andre kunder om at opføre sig ordentligt.

Modsat kan man sige, at bureauer der optræder uanstændigt også må risikere at få det udstillet.

Der er et overordnet og ufravigeligt krav, som kunder bør stille til deres bureauer: de skal levere kvalitet og de skal vise, at de evner at skabe værdi for kunden.

Hvis ikke må de leve med at blive presset – også på prisen – og ultimativt miste kunden.

Men hvis kunderne vil have kvalitet, må de også forstå, hvad det stiller af krav til et bureau som forretning. Og det handler først og fremmest om mennesker og evnen til at tiltrække både de bedste og udvikle nye talenter.

I forhold til det er en procurement-afdeling den rene gift – og de folk er formentlig også bedøvende ligeglade, fordi de bliver målt på, hvor billigt de kan købe ind.

Men ville Barcelona kunne bygge et storhold ved at tiltrække verdens bedste spillere, hvis det var en procurement-afdeling, der stod for indkøbet?

Næppe!

Det ville næppe heller gå særlig godt, hvis Barcelona efter at have skabt et succeshold sagde til Messi, at nu sparer man de dyre stjernelønninger og klarer sig fremover med billigere spillere af egen avl.

Som Bjarne Egedal sagde – det gode samarbejde og de gode vibrationer er vigtige for at skabe noget godt. Men hvis bureauet laver et virkelig godt stykke arbejde, hvorefter kunden siger farvel og tak for at lade en intern afdeling køre videre, så handler de kortsigtet.

De vil gerne have et bureau, der har ressourcerne og kompetencerne til at rykke ud med kort varsel, når der er brug for det, men det kræver, at bureauet har en chance for at opretholde en organisation. Og bureauer er ikke godgørende organisationer. De er forretninger, og det er svært at drive en sådan, hvis kunderne handler illoyalt og kortsigtet.

Det gælder også bureaukonkurrencer. De er og vil være en del af bureauernes virkelighed. Men de kan gøres godt. Og dårligt. Tænk blot på TDC’s konkurrence for små to år siden, hvor hele seks bureauer blev sat til at kæmpe om budgettet – for så at opleve, at det blev et syvende bureau, Partners, der fik budgettet.

Klynk, vil nogen nok sige.

Og det er da ganske rigtigt bureauledernes eget ansvar, at tilpasse forretningen markedsvilkårene.

Det kræver først og fremmest et kompromisløst og ambitiøst fokus på unikke kompetencer.

Men måske det også vil være et forretningsmæssigt godt initiativ at træde mere i karakter. At kalde en skovl for en skovl og stille større krav til kunderne. Ikke bare det enkelte bureau – også som branche.

Og så er vi tilbage ved Christoffer Backs udtalelser.

Kommentarer

  1. Rart at se, at nogen har den fornødne, testikulære tyngde til at sige sandheden og droppe numsekysseriet. Så er der stadig håb 🙂

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club