“Vi formodes at være en kreativ branche, men jeg tror, vi formodentlig har været den mindst kreative industri i verdenshistorien forhold til at finde ud af, hvordan vi bliver betalt.”
Ordene er Lee Clows fra TBWA/Chiat/Day – et kreativt ikon, der har spillet en central rolle i forhold til markedsføringen af Apple gennem en lang årrække.
Apple er i dag verdens mest værdifulde virksomhed, og det skyldes selvfølgelig ikke Lee Clows reklamer – men han har en finger med i spillet som manden bag mange af de mest legendariske Apple-reklamer.
Han taler om bureauernes honorar-modeller i et lille 3 min. langt videoklip på den amerikanske organisation 4A’s website og han fremfører, at mange andre kreative grupper har fundet ud af at få betaling for værdien af deres ideer. Er den mindre god ide, giver den ikke ret meget. Er den rigtig god kaster den indtægter af sig år efter år.
“Desværre, i vores branche bliver vi betalt som om det er kundernes vasketøj vi ordner,” siger Lee Clow.