Et af landets fem væksthuse, Væksthus Nordjylland, har afholdt EU-udbud over sit samlede behov for PR og kommunikation de næste to år – med mulighed for to års forlængelse. Over alle fire år vil kontraktens værdi i givet fald være på 3,9 mio. kroner.
Efter den indledende runde var fem landsdækkende tilbudsgivere prækvalificeret, men vinderen har dog regionale rødder i det nordjyske – et konsortium bestående af Lange PR, Hojland og IDÉos.
Mens en andet væksthus, Midtjylland, i 2012 og 2013 havde voldsomt bøvl med sit udbud om markedsføringsydelser – der skulle tre udbudsforsøg til – har Væksthus Nordjylland haft en anderledes fremkommelig proces, der blev lagt i hænderne på en ekstern konsulent, Steenjensen.com.
Med udbuds-gevinsten får det nordjyske konsortium mulighed for at cementere og udbygge samarbejdet med Væksthus Nordjylland. De vindende bureau-partnere har gennem de sidste fem år løst opgaver for Væksthus Nordjylland og kender derfor de mangeartede kommunikationsprojekter særdeles godt.
”Vores opgave er at komme i kontakt med regionens vækst- og eksportvirksomheder. Det kræver, at vi er dygtige til at kommunikere med vores målgrupper, og her spiller en stærk og visionær kommunikationsstrategi en afgørende rolle. Vi ser det som en stor fordel, at det vindende konsortium har en bred palette, der dækker alle aspekter af PR- og kommunikationsarbejdet. I et EU-udbud har man som ordregiver ikke indflydelse på udbuddets udfald, men vi er meget tilfredse med resultatet. Virksomhederne i konsortiet har allerede et indgående kendskab til Væksthuset, og vi ved, at de har kvalifikationerne til at løfte opgave”, siger Heidi Stubberup Ebeling, kommunikationsansvarlig i Væksthus Nordjylland.