I sidste klumme var jeg nedtrykt over den omsiggribende stilhed på bureauerne. Og nu er den gal igen. Jeg øjner en trend, hvor bureauerne i mod al sund fornuft øver sig på at komme til at ligne deres kunder.
På bordet foran mig ligger der således et gæstekort. Det kunne have været fra en hvilken som helst stor eller mellemstor virksomhed, men det er det ikke. Det er fra et bureau. Et reklamebureau der lever af at skabe gode relationer mellem virksomheder og deres kunder. Og her er jeg nødt til at påpege, at gæstekort mildt sagt ikke er en frugtbar start på en god relation. Og det er decideret irriterende, når man føler sig som en kendt ansigt i virksomheden.
Vi kender det alle. Man ankommer. Præsenterer høfligt sig selv og sit ærinde til receptionisten, hvorefter hun (det er med 98 % sandsynlighed en kvinde) peger på en gæstebog, mens hun tager røret og hidkalder den efterspurgte vært. Så står man der og grifler navn, firma, navnet på den man skal besøge, ankomsttidspunkt og forventet afgang ned. Det er nemmere at tjekke ind hos SAS nu om stunder.
Dette helt igennem fremmedgørende, ydmygende og mistillidsskabende ritual afsluttes med, at man får udleveret et kort, som man bedes bære synligt på tøjet i tilfælde af … Ja, i tilfælde af hvad?
Det er aldrig blevet helt klart for mig. Specielt ikke, da jeg altid gør mig umage for at skrive så ulæseligt som muligt og halvdelen af gangene ender med at stikke kortet i lommen og glemme at aflevere det igen. Vel at mærke uden at blive efterlyst af Interpool.
På nogle reklamebureauer er det helt i modsætning til ovenstående stadig sådan, at besøgende mødes med et stort genkendelsens smil og et varm velkommen efterfulgt af: “Nu skal jeg ringe efter …” Med andre ord. Man er ventet (også af receptionisten), bureauet er forberedt, man føler sig værdsat og nærmest hjemme. Det er luksus.
Indrømmet det er langt fra alle bureauer, der er så gennemførte i deres behandling af gæster. De fleste ligger i en mellemkategori af høflighed, og det er heldigvis de færreste, der er gået til yderligheder med deciderede tjek-in-procedurer. Men det har holdt sit indtog. Oven i købet på nogle af landets førende bureauer.
Første gang jeg selv blev mødt af gæstebog og gæstekort på et bureau var for halvandet år siden. Da jeg studsede, gav receptionisten med himmelvendte øjne mig straks ret i, at det var tåbeligt, men altså en regel, som jeg blev nødt til at indordne mig under. Det gjorde jeg så med kortet i lommen hele vejen hjem til min egen papirkurv.
Det føltes ligeså overflødigt, uforståeligt og helt igennem idiotisk, som når man står med sin beskedne plastikpose med diverse anti-age-cremer i lufthavnen. Hvordan skal den manøvre forhindre noget fly i at blive sprængt i luften? Hvad er det for en sikkerhed plastikkortet skal give bureauerne?
Hvis man skal gøre det, skal man gøre det ordentligt. Hvilket de faktisk gør i Danmarks Radio.
I mine bestræbelser på at blive kendt (se tidligere klummer angående den kamp), siger jeg naturligvis ja til at deltage i de interviews, jeg får mulighed for. Det er ikke mange, men lidt har også ret, og da “Mennesker og media” for nogle måneder siden ringede og udbad sig min uforbeholdne mening om Nyhedsavisens død, sagde jeg ja på en, syntes jeg selv, cool og ikke overdreven ivrig måde.
Da jeg meldte mig i receptionen, var jeg til min behagelige overraskelse kodet ind i computeren, og receptionisten kunne lade som om, at jeg var ventet og printe et navneskilt ud automatisk, så jeg slap for besværet med at tjekke in. Hun vidste også, hvem hun skulle ringe efter og gjorde det af sig selv. På den måde giver det en slags mening på både sikkerheds- og servicesiden.
Men hvad er bureauernes mening med at komme til at ligne deres kunder? Det har altid været branchens adelsmærke, at det skulle være en anderledes oplevelse at komme på besøg. At komme på bureau var et frirum, hvor der var lagt op til, at der skulle være højere til loftet end hjemme hos kunden selv. Hele iscenesættelsen lagde op til at tænke ud af boksen.
Der er ikke meget ud af boksen over at have så meget mistillid til alle, der træder ind ad døren, at man skal have dem registreret i hoved og en vis legemsdel. Det næste blive vel, at man skal vise pas.
Med dette suk vil Klumme og jeg gerne ønske god jul og et stort kreativt nytår. Der bliver efter alt at dømme brug for det.
