Bureauer ringeagter detailhandlen. Heldigvis.

Peter Engholm
25@mail.dk

Top 10 over de mest upopulære bureaukunder rummer 4 detailkæder. Det pikerer Republica-direktør Kenneth Pedersen, der dog erkender, at bureauernes manglende respekt gavner hans egen forretning.

Den seneste analyse over annoncørernes image, som MyResearch har udført for Bureaubiz, er upopulær i mere end én forstand. For første gang er bureauerne blevet bedt om at nævne tre annoncører, de helst ikke vil arbejde for. Det har skabt en Top 10 over Danmarks mest upopulære annoncører – men bureauernes svar er heller ikke populære hos Kenneth Pedersen, der er adm. direktør i Republica.

“Listen over de kunder, bureauerne helst ikke vil arbejde for, tæller bl.a. Jysk, Dansk Supermarked, Coop og Biva – og det er et typisk udtryk for reklamebureauernes ringeagt for detailhandlen. Dét, som detailhandlen er kendt for blandt bureauerne, er tilbudsaviserne, og det er efter deres mening ikke rigtig kommunikation. Derfor er reklamebureauernes tilgang til detailhandlen, at den skal belæres og oplyses,” siger Kenneth Pedersen.

Bureauernes holdning til detailhandel, udtrykt via upopulær-toppen, kommer ganske vist ikke bag på Kenneth Pedersen, men den provokerer ham alligevel.

“Detailhandlen indbyder ikke til spektakulære, prisvindende kreative løsninger, men derfra og så til ikke at have den forståelse for – og indsigt i – de vilkår, kunden virker under … dét overgår min forstand. Detailhandlen rummer dygtige købmænd, der stiller krav – også på det strategiske plan – om at skabe resultater, der kan måles og vejes,” siger Kenneth Pedersen.

Men ville det ikke også være mere overraskende, hvis I – som FDB-ejet bureau og med mange kunder inden for detailhandlen – støttede holdningerne bag denne Top 10-liste …?

“Det er korrekt, at Rebulica ejes af FDB, men vi har aldrig fået kunder foræret via ejerskabet, men derimod ved at søge at løse detailhandlens komplicerede udfordring, som går ud på at skabe en kundestrøm hver dag, samtidig med at der skabes en langsigtet værdi. Udgangspunktet er respekt og passion for detailhandel,” siger Kenneth Pedersen.

Jeg kan nævne andre bureauer, der vil mene, at de har et lignende udgangspunkt …

“Ja, vi er nogle stykker. Og på dén måde er analysen og dens Top 10 ikke så dårlig for os. For så får vi lov til at have markedet for os selv.