Bureauer tabte 360 mio. kr. i 2009

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I hvert fald hvis man dømmer på Reklameforbrugsundersøgelsen. Bureaubiz’ tal ser foreløbig pænere ud.

Sidste år vurderede Reklameforbrugsundersøgelsen, at bureaubranchen tabte 254 mio. kr. i bruttoavance. til 4,927 mia. kr.

Et tal der stod i modstrid med Bureaubiz’ årlige analyse, der viste en stigning i bruttoavancen på 10,7 pct. blandt 106 bureauer med en samlet bruttoavance på 3,7 mia. kr.

Reklameforbrugsundersøgelsen estimerer bureauomsætningen ved at tage en procent-andel af annonceomsætningen. Problemet ved den metode er dog, at f.eks. mediabureauerne har haft en stigende bruttoavance trods et fald i medieomsætningen, og folkene bar Reklameforbrugsundersøgelsen har i år justeret procentandelen.

På den baggrund er man kommet frem til et fald på 360 mio. kr. i år, hvilket er lig med 7,3 pct. I et år, hvor faldet var væsentligt større på medie- og anden reklameforbrug.

Ole E. Andersen, der er konsulent på undersøgelsen, erkender, at der foregår ting inden for udviklingen af kommerciel kommunikation, som ikke fanges i reklameforbrugsundersøgelsen.

“Når bureauer udvikler andre metoder til at nå forbrugerne end traditionel annoncering – som f.eks. udvikling af events, så indgår de ikke i undersøgelsen. Jeg tror ikke, annoncørerne er til de store eksperimenter i år, hvor pengene er knappe, men der er dog næppe tvivl om, at der foregår en vækst uden for undersøgelsen, der er større end de 1,7 pct., som jeg forudsiger, at annoncemarkedet vil vokse med,” siger Ole E. Andersen.

Bureaubiz har foreløbig registreret regnskabstal fra 43 bureau med en samlet bruttoavance på 1,03 mia. kr. Dette er stort set status quo sammenlignet med sidste år. Krisen viser sig først og fremmest i et markant fald i overskuddet på 30-40 pct.

Der mangler dog mange bureauer og i særdeleshed mange af de stor, så når året kan gøres endeligt op, taler meget for, at det vil vise et fald i bruttoavance.

Spørgsmålet er, om det bliver så stort som 7,3 pct.