Bureaufolk med i ny iværksætterfond på 750 mio. kr.

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

En ny venturefond – stiftet af bl.a. 3 bureaufolk – vil yde finansiel, relationel og operationel hjælp til startups i Norden med henblik på at skabe nye, globale successer.

Den danske befolkning har fået øjnene op for iværksætternes positive indflydelse på samfundsøkonomien. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov på vegne af tech- og innovationskonferencen TechBBQ.

82 pct. af Danmarks befolkning mener, at iværksættere og entreprenører er gode bidragsydere til samfundet og arbejdsmarkedet, da de både bidrager til økonomisk vækst og arbejdspladser.

Danske iværksættere har da også tilstrækkeligt md mange interessante tech-iværksætterprojekter med internationalt potentiale, så amerikanske Silicon Valley har rettet blikket mod lille Danmark og investeret stort i blandt andre danske Unity og Netlify.

Alligevel møder de nordiske iværksættervirksomheder til stadighed store udfordringer ift. manglende kapital i startup-projektets allertidligste faser, hvilket betyder at gode ideer går tabt.

Derfor er 30 af landets mest succesfulde tech-iværksættere, herunder Jesper Højberg Christensen fra Advice, Claus Moseholm fra GoViral og Michael Drejer fra FFW, gået sammen om at stifte en venturefond ved navn byFounders, der tilbyder vækstkapital, operationel hjælp og adgang til internationalt netværk til startups i hele Norden.

Desuden yder PR-bureauet Help PR strategisk rådgivning og PR til byFounders.

Den økonomiske støtte kommer både fra iværksættergruppen selv samt en række institutionelle investorer, der er klar til at investere mere end 750 millioner kroner over de næste 10 år i nordiske ’early stage’ tech-startups, som har internationalt potentiale, hvad end det er inden for software, produkter eller services.

“Når vi taler om tech, så er det meget centreret om internetteknologi, men kigger man bredere ud, så er det blandt andet i fintech, mediatech, healthtech,” siger Eric Lagier, der står i spidsen for byFounders sammen med serieiværksætteren Tommy Andersen.

“Vi er en fond for iværksættere af iværksættere, stiftet af en række af de mest succesfulde danske tech-iværksættere. Vi har allesammen været en del af startup-miljøet gennem mange år og har dyb operationel erfaring. Det gør os i stand til at spotte det næste talent og hjælpe med at udvikle det,” siger Tommy Andersen.


Tommy Andersen (tv.) og Eric Lagier (th.)

Udover at stå bag Embedit og Libratone har Tommy Andersen også været med til at stifte Nordic Makers og er tilmed medlem af Regeringens Iværksætterpanel, imens Eric Lagier blandt andet har været involveret i tech-virksomhederne Skype, Tradeshift og Memolane, som han solgte til HP for fire år siden.

De sidste 7 år har Eric Lagier desuden opholdt sig i Silicon Valley, hovedsædet for højteknologiske firmaer, hvor han – udover at drive sin egen virksomhed – også har hjulpet danske startups, herunder Vivino og Realm, med at komme ind på det amerikanske marked.

“Norden har et stort potentiale for at skabe flere internationale vækstvirksomheder. Virksomheder som Spotify, Unity, og Zendesk har allerede vist vejen, og Silicon Valley har derfor fået øjnene op for Norden. Vores stærke gruppe af tech-iværksættere giver os en unik og tidlig adgang til de mest interessante nye tech startups i Norden. Krydrer du det med bred operationel støtte og et kæmpe internationalt netværk, specielt i Silicon Valley, så har du opskriften på en succesfuld venturefond, som vi nu glæder os til at gå i luften med,” siger Eric Lagier.

Listen af fondens tech-iværksættere og deres virksomheder/projekter:

  • Eric Lagier: Skype, Tradeshift, Memolane
  • Tommy Andersen: Embedit, Libratone
  • Bjarne Christiansen: Realm
  • Christian Birk: Endomondo, Investor
  • Christian Lindholm: Fjord, Vertical, Koru
  • Claus Moseholm: GoViral, Investor
  • Danny Lange: Microsoft, Amazon, Uber, Unity
  • David Helgason: Unity
  • Gert Sylvest: Tradeshift
  • Heini Zachariassen: Vivino
  • Henrik Rosendahl: CloudVolumes
  • Jacob Aqraou: Finexia, Ebay
  • Jakob Jønck: Endomondo, SimpleFeast
  • Jesper Højberg Christensen: Advice
  • Juha Christensen: Cloudmade, Cogniance
  • Kaare Danielsen: Jobindex
  • Kasper Hulthin: Podio, Peakon
  • Lars Fløe Nielsen: Sitecore
  • Lars Thinggaard: Milestone Systems
  • Michael Drejer: ProPeople, FFW
  • Michael Moesgaard Andersen: CBB Mobil, Configit
  • Mikkel Hippe Bruun: Tradeshift
  • Moonis Kamil: Onfone, iPosen
  • Morten Primdahl: Zendesk
  • Peter Hartzbech: iMotions
  • Peter Holten Muhlmann: Trustpilot
  • Peter M. Jensen: ParStream, Presidiohealth, StopTheHacker
  • Robin Daniels: Salesforce, Bo, Vera, Linkedin
  • Sten Tamkivi: Skype, Teleport
  • Thomas Madsen-Mygdal: Podio, 23, CPHFTW
  • Tommy Ahlers: Zyb, Podio
  • Torsten Kolind: YouNoodle