Kreativ konkurrence skal skabe løsninger indenfor sundhed

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En konkurrence skal skabe netværk mellem kreative og sundhedsbranchen. DMJX står bl.a. bag.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udskriver i samarbejde med Innovativ Offentlig kommunikation (IOK) en konkurrence, hvor kreative kan vinde 50.000 kr., hvis de kan finde den bedste løsning for fremtidens patientkommunikation.

Ideen er, at kreative kommunikatører sætter sig sammen med it-folk og sundhedsfaglige ”for at komme med nye løsninger på en af sundhedssektorens største udfordringer: at kommunikere effektivt, smart og digitalt med regionens borgere og patienter”.

Konkurrencen foregår ved en såkaldt Hackathon, der afholdes i Aarhus den 23. september, og der er plads til 50 deltagere, der parres i grupper.

“Formålet er at få folk og virksomheder, som arbejder med kreativitet og digitalitet, til at se, at der inden for sundhedskommunikation er et kæmpestort marked og potentiale for at skabe forretninger og løsninger,” siger Karen Tambo, udviklingskonsulent på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tovholder på IOK’s aktiviteter.

Hun fortsætter:

“Vi arbejder i IOK for at danne netværk – mellem mennesker, bureauer, fagligheder og kompetencer – for at give afsæt til nye samarbejder, produkter og virksomheder”.

Læs mere om konkurrencen her