Bureaukonkurrence om giganternes slag

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Adidas tabte VM i fodbold (og reklame) til Nike, der skabte verdens bedste reklamefilm med Write The Future. Nu sætter Adidas holdet til næste VM – i form af en pitch.

Adidas har været sponsor af VM i fodbold i over 30 år, og sidste sommer meddelte det tyske brand, at man fortsætter det lange samarbejde.

Men ved sidste VM, i 2010, blev Adidas-kampagnen overskygget af Nikes “Write The Future” (se den her) – den ca. tre min. lange film fra ikke-sponsoren, der sammen med Wieden & Kennedy vandt Grand Prix i Film-kategorien ved Cannes Lions i sommer.

Adidas havde – med Originals-filmen (se den her) – ellers kørt Beckham, Beckenbauer, Snoop Dog og Noel Gallagher i stilling sammen med figurerne fra Mos Eisley Cantina i Star Wars-filmen.

Nu samler man kræfterne til endnu et slag mellem giganterne: Ved VM i Brasilien i 2014. Til dét formål, og dén kampagne, afholder Adidas ifølge Campaign en bureaukonkurrence.

De indledende øvelser, der omfatter bureauer både inden for og uden for den nuværende gruppe af samarbejdspartnere, finder sted i denne uge, og konkurrencen bliver styret fra Adidas’ hovedkontor i Tyskland.

Adidas’ globale bureauer er Sid Lee (der vippede 180 Amsterdam af pinden i 2010, og som stod bag Originals-filmen) og TBWA Worldwide.