Af Peter Engholm peter@bureaubiz.dk

Danske Spil og offentlige myndigheder har alle anvendt konsulenter uden forstand på bureaubranchen til at rådgive om udbud. De er alle endt galt.

Radio- og tv-nævnet har fået kritik for sit EU-udbud om informationskampagnen for overgangen til digitale tv-signaler – bl.a. har DRRB-formand Bjørn Karsholt kaldt det “Årets Gyseligste Udbud” – og samtlige bydere – fire bureau-konstellationer og en brancheforening – blev afvist. Der blev åbenlyst ikke talt samme sprog, og selv juridiske udbuds-specialister fik ikke én byder igennem nåleøjet.

Men opgaven at tilrettelægge udbuddet var faktisk også i udbud, og nu viser det sig, at bureaukonsulenter med forstand på branchen blev sorteret fra – fordi de var for billige.

Det er det relativt nye firma, Hestbæk Consult, der bød ind på konsulentydelsen for EU-udbuddet. I afvisningen blev det konstateret, at tidsplanen var tilfredsstillende, men om den øvrige organisering siger nævnet således:

“Omfatter færre timer end noget andet tilbud, hvilket vurderes som utilstrækkeligt og/eller ikke betryggende for varetagelsen af opgaven.”

Bureaukonsulent Dan Hestbæk siger om virksomhedens tilbud:

“Vi gennemfører normalt en bureaukonkurrence for 60.000-90.000 kr. Men et EU-udbud omfatter flere elementer, og det justerede vi efter, så vores tilbud lød på 175.000 kr.”

Tilbuddet var ifølge Radio- og tv-nævnet “klart det laveste”, men altså ikke betryggende.

I stedet faldt valget på KPI Communications som konsulenter på udbuddet, der nu går om – ganske som det skete med Danske Spils to udbud for hhv. reklame- og mediabureauer sidste sommer og Beskæftigelsesministeriets aktuelle udbud af kampagneydelser og kommunikationsrådgivning. Alle tre udbud med Rambøll Management som konsulent.

Radio- og tv-nævnets formand, Christian Scherfig, har over for Bureaubiz fastslået, at gen-udbud ikke er noget særsyn – men behøver det at være sådan for bureauerne?

“Tankevækkende nok var det bureauer, der var irriterede over måden, offentlige udbud blev håndteret på, som opfordrede os til at gå ind i offentlige udbud som konsulenter. Men konsulentydelserne bag udbud kommer sjældent i udbud,” siger Dan Hestbæk.

Kommentarer

  1. Det virker helt hen i vejret den måde det hele er håndteret på.
    Hvis Hestbæk Consult er specialisterne på markedet bør man da bruge dem såfremt de kan levere varen. De er jo i forvejen dem der er mest kendte i Danmark til valg af bureau så der burde de jo benyttes.
    Hvis de bliver fravalgt fordi de er de billigste så er der noget helt galt!!

  2. Som bureaumand kan jeg kun støtte op om ideen med at bringe de rigtige konsulenter ind i processen.
    Alt for ofte bliver vi valgt fra af det offentlige på grund af deres manglende indsigt i branchen….og her ville vi bureauer have en væsentlig mere fair chance hvis det var bureaukonsulenter som Hestbæk der hjalp til i valg processen.
    Vi har ihvertfald valgt ikke at deltage i flere offentlige udbud indtil det offentlige får styr på valgprocessen.

  3. Det er uhyggeligt at tænke på at vores skattekroner er spildt på så meget bureaukrati!

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club