Bureaumand har skaffet 4 mio. kr. til Børns Vilkår

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Pengene er skaffet via bagværk i et projekt, der udspringer af Den Store Bagedag.

Kommunikationsdirektør Lars Møller fra Euro RSCG har gjort det til sit speciale at skabe samarbejde og synergi imellem den offentlige, private og frivillige sektor, for at løse samfundsmæssige udfordringer.

Det første store projekt var Den Store Bagedag, som efter en lidt famlende start hos Just/Kidde blev bragt med ind i Euro RSCG og siden har kørt godt.

Sidste år var han så initiativtager til Danmarkshistoriens største læseprojekt ‘Ordet Fanger’.

Men samtidig kan han glæde sig over et spin-off på Den Store Bagedag, der er blevet et særdeles indbringende fundraising projekt for Børns Vilkår.

Bag for en Sag er et projekt, hvor børneinstitutioner og skoler over hele landet bager og sælger bagværket til forældre, bedsteforældre og venner til fordel for børn, der har det svært.

De sidste penge fra sidste års Bag for en Sag er netop blevet indsamlet, hvor ca. 40.000 børn i 791 institutioner og skoler deltog. I alt blev der bagt og solgt bagværk for mere end 1 mio. kroner, som går ubeskåret til Børns Vilkår og organisationens arbejde med BørneTelefonen.

Det er ny rekord for ‘Bag for en Sag’ og i alt er der nu indsamlet mere end 4 mio. kr.

“Vi er utroligt glade for at have hjulpet Børns Vilkår igennem syv år med et projekt, der både er sjovt og støtter et godt formål. Da vi i sin tid startede Den Store Bagedag og Bag for en Sag, havde vi ikke drømt, at det skulle blive så stor en succes. Men vi havde en idé om, at Bag for en Sag var det helt rigtige koncept for Børns Vilkår, fordi bagning både er hyggeligt og giver et særligt fællesskab og nærvær, hvor alle kan være med uanset alder og evner,” siger Lars Møller.

Resultaterne for ‘Bag for en sag’ ser således ud siden 2005.

  • 2011 1.000.000 kr.
  • 2010 950.000 kr.
  • 2009 700.000 kr.
  • 2008 665.000 kr.
  • 2007 190.000 kr.
  • 2006 640.000 kr.
  • 2005 230.000 kr.