Digitalbureauet Adapt giver som det første bureau i Danmark – ifølge dem selv – deres medarbejdere den digitale kryptovaluta, Bitcoin i julegave.
Godt halvdelen af medarbejderne har takket ja til gaven og de resterende har valgt i stedet at modtage en julegave bestående af enten vine, wellness, gadgets eller charity.
Bitcoins værdi steget markant i 2017
Bitcoins værdi er i 2017 steget med omkring 1600 procent og er i dag omkring 16.000 dollars værd, mens man i starten af året kunne nøjes med at betale omkring 950 dollars.
Det kan derfor vise sig at være en god langsigtet investering at få bitcoins i julegave, hvis udviklingen fortsætter som hidtil, mener Adapts CEO Kresten Wiingaard:
“Bitcoin er lige nu verdens største decentrale digitale valuta. Vi bruger naturligvis tid på at følge med i kryptovaluta og ikke mindst teknologien bagved, nemlig blockchain. Alene det gør den jo interessant for et digitalt bureau. Vi har dog ladet det være op til den enkelte medarbejder, hvorvidt de ønskede sig det i julegave eller ej.”
Han fortæller videre, at man har startet med at give medarbejderne bitcoins, og så vil holde et mini hackathon i, hvordan de kan opbevare deres kryptovaluta sikkert, samt en introduktion til de mere end 1100 forskellige kryptovalutaer der findes i dag.
”På den måde kan medarbejderne selv vælge, hvor de vil investere deres julegave henne,” siger Kresten Wiingaard.