Bureaunavn forsvinder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

For et år siden blev det unge reklamebureau product&me købt af digitalbureauet W20. Begge navne og profiler fortsatte – men nu samles de under ét navn og en profil.

For knapt et år siden opkøbte det digitale designbureau W20 reklamebureauet product&me.

Dengang hed det, at man ville fortsætte begge bureauers profil og lade bureauerne fortsætte med hvert deres navn.

Nu er der gået et lille års tid, og man har valgt at samle begge bureauer og lade det fortsættende navn være W20.

Om baggrunden til nu at fusionere de to bureauer siger ejer og adm. direktør for W20, Marshoud Dababneh:

»Grundet vores forskellige ekspertiser og profiler gav det sidste år god mening at fortsætte konstellationen som to bureauer med differentierede porteføljer. Projekterne udviklede og integrerede sig dog noget hurtigere end ventet på tværs af bureauerne, og vi oplever et stærk match mellem udviklingen i markedet og heraf en stor efterspørgsel på netop vores fælles kompetencer og leverancerer.”

I den nye konstellation vil Marshoud Dababneh fortsætte som adm. direktør, mens Anders Buchmann, tidligere strategisk direktør hos product&me, indtræder som bureaudirektør med ansvar for daglig drift af bureauets tværfaglige projektteams i W20, som nu tæller 16 ansatte.

Kunder hos det samlede W20 er blandt andre Carlsberg Danmark, Republic of Fritz Hansen, Palæo og Admiral Hotel.