Bureauprofil barberede 68 ideer ned til én – og stiftede en virksomhed

Peter Engholm,
journalist

Jan Køhler fra RelationshusetGekko og Nordlid samlede bæredygtige ideer, kunder takkede nej til, sammen. Én af ideerne er nu en start-up med fem medarbejdere.

Efter snart 25 år på bureau kunne Jan Køhler, medstifter af RelationshusetGekko og senest director på Nordlid, karrieremæssigt ”have sejlet skibet i havn”. I stedet valgte han en tur i rum sø som iværksætter.

Hans virksomhed hedder Complete7 – navngivet efter det syvende af FN’s verdensmål – bæredygtig energi – og produktet af samme navn er en digital ”energirådgiver” til små og mellemstore virksomheder. Et 12-måneders personaliseret forløb, der høster de lavthængende frugter i den grønne omstilling.

Afsættet og lysten til tilværelsen som startup’er er nok velkendt for en del bureauansatte; nemlig ideer, som bureauets kunder fravalgte.

”Jeg lavede en one pager, når en kunde havde sagt nej til en idé, som jeg mente var forretningsmæssig bæredygtig. Det kunne være, at den disruptede noget, forbedrede konkurrenceevne eller generelt gjorde tingene smartere,” siger Jan Køhler og tilføjer:

”Da jeg var nået op på 68 sider, var det på tide at rydde op. Nogle af ideerne var blevet lidt gamle, andre ideer havde andre siden fået. Jeg fik en shortliste på 7 ideer. Og endte med 4. efter at havet vægtet purpose og hvad jeg syntes kunne være sjovt.”

Gode start-up forudsætninger med bureaulivet
Han gik til Nordlid og fik lov til at træde ud af ledelsen og gå ned i tid. Efter tre uger var en af de fire projekter løbet fra de tre andre.

”Næsten halvdelen af al CO2 stammer fra og små- og mellemstore virksomheder. Men de små virksomheder mangler viden om grøn omstilling, de mangler stordriftsfordele og savner typisk økonomien til at hyre en konsulent. Med den digitale ”energirådgiver” får virksomheder højt personaliserede anbefalinger til grøn omstilling og energibesparelser. Udover at de sætter hak ved udvikling, de skal igennem, så sparer de 10-30 pct. af deres energiforbrug efter et år.” siger Jan Køhler.

 

Idé-udviklingen var ikke den eneste, han tog med sig fra bureaulivet:

”Jeg har opbygget energifaglig ballast med kunder som Energistyrelsen og Elsparefonden i 15 år, jeg har arbejdet primært digitalt, og jeg har inden for Complete7’s område et stort netværk. På den måde var der gode forudsætninger for at komme i gang.

Planen er at udvide ejerkredsen
Complete7 begyndte så småt i 2019, og nu tre år efter er et fuldt produkt færdigt, omkringliggende servicekoncepter udviklet, og der er skabt proof of concept på salget med med kunder på tværs af forskellige industrier. Der er fem personer i virksomheden, og næste trin ligger ligefor:

”Vi skal nu forankre og vokse, og i løbet af de kommende år meget gerne også uden for landets grænser. Det kræver yderligere kapital og ledelseskompetencer, så planen er en udvidelse af ejerkredsen, Og det tror jeg er meget realistisk med det, vi laver og har på hylden. Ikke mindst fordi den daglige drift er tæt på break-even”, siger Jan Køhler

Blandt kunderne er enkeltstående virksomheder, men salget peger også på aftaler, der omfatter større antal virksomheder, f.eks. kommuner, brancheorganisationer og større virksomheder, der ønsker at hjælpe deres små leverandører med den grønne omstilling som del af deres eget indirekte CO2-aftryk.

”Vi har en stor fordel at være fra Danmark, som har høj status på både grøn omstilling og digitalisering. Energikrisen har givet en sparedimension til projektet, som ikke kun er hardcore energioptimering på vand, varme, el, men også andre valutaer som omdømme, medarbejdertilfredshed, kultur og æstetik,” siger Jan Køhler

Føler du dig modig?

”Jeg har taget en chance og løber en risiko, så ja; Jeg føler mig modig. Et deja vu. For jeg har også mødt følelsen i bureauarbejdet. Dét, der sætter dagsordenen, kræver altid mod. De 4-5 projekter, som jeg vil betegne som fyrtårnene i min bureaukarriere – altså store tydelige succeser for både kunden og bureauet – alle er blevet til virkelighed, fordi kunden turde gå nye og usædvanlige veje. Nu prøver jeg at have produktet selv,” siger Jan Køhler og uddyber:

”Jeg har finansieret det hele selv – med en god bid af min pensionsopsparing. På den måde har jeg undgået indblanding udefra i mit eget produkt. Ingen står og siger nej på grund af politik, strategi eller økonomi. Samtidig har jeg kunnet sætte mit eget team af verdensstjerne-talenter og trække på deres energi og syn på verden.

Har du et par råd til bureaufolk?

”Føler du, at din kunde har slukket for en god forretningsidé, så lad den ikke dø i synden. Døde kongeidéer er den værste følelse som rådgiver. Sælg den til anden side eller udfør den selv. Naturligvis med den loyalitet og respekt, du skal have for den kunde, der afviste idéen. Kast dig ud i at bringe den til live et andet sted, Det skylder du dig selv og det samfund, vi lever i.” siger Jan Køhler.

Og dig selv – hvad med de 3 andre projekter fra 68 ideer?

”De 3 andre projekter lever stadig. De er også knyttet til verdensmål. Og jeg vil ikke afvise at vende tilbage til dem, når Complete7 er landet rigtigt,” siger Jan Køhler.

Præsentationsvideo fra Complete7:

Creative Club holder Startup Dagen den 25. januar 2023 i SOHO i København.