Maria Sennels, der er adm.dir. i Burson-Marsteller i Danmark får et topjob i den europæiske organisation, idet hun er blevet udnævnt til EMEA Head of Change Communication.
Det betyder, at hun fremover får ansvaret for, at Burson-Marsteller vækster i Europa inden for forandringskommunikation.
Maria Sennels vendte tilbage til Burson-Marsteller som adm.dir. i Danmark i foråret, efter at hun havde været væk et par år, hvor hun havde drevet eget kommunikationsbureau. Også før hun blev selvstændig, var hun adm.dir. på bureauet.
Som ny europæisk chef for forandringskommunikation, bliver det hendes opgave at udvikle nye koncepter og hjælpe de europæiske kontorer til at udvikle forretningen inden for ledelse- og forandringskommunikation.
Ifølge en pressemeddelelse forventer hun en stigende efterspørgsel på dette område.
”Der er stigende efterspørgsel efter ledelses- og forandringskommunikation. Mange virksomheder er i dag på markeder med mange udfordringer og ændringer, hvor man ikke kan styre efter langsigtede strategier, men hele tiden må justere både forretningen og produkterne. Konstante forandringer stiller store krav til intern kommunikation for at skabe forståelse og accept hos ledere og medarbejdere. Og uanset hvor kreativt traditionelle interne kommunikationskanaler bruges, er det langt fra nok, når mindset og adfærd skal udvikles i ny retning. Her er involvering og dialog afgørende, og kun lederne kan udfylde den rolle,” siger Maria Sennels.
I pressemeddelelsen står endvidere, at udnævnelsen sker i kølvandet på det globale strategiskifte, Being More, som Burson-Marsteller netop har gennemført, og som har til formål rykke Burson-Marstellers tættere på sine kunder og i dette arbejde bliver forandringskommunikationen et vigtigt element.
“Burson-Marstellers strategi er krystalklar. Vi skal integrere vores forskellige kommunikationsydelser endnu bedre, levere mere kreativ rådgivning og rykke endnu tættere på kundens forretning. Derfor skal vi også styrke vores kompetencer inden for ledelses- og forandringskommunikation i alle markeder. Min rolle bliver at understøtte den udvikling og sikre os nye kunder på tværs af markeder. Det er en spændende udfordring, som jeg glæder mig meget til,” siger Maria Sennels ifølge pressemeddelelsen.