Call Me’s ”Tal ordentligt” kampagne skal udbredes til folkeskoler

Peter Engholm
25@mail.dk

Første fase af mobilselskabets kampagne er blevet godt modtaget, viser nye tal – og nu følger selskabet op ved at give 50 kr. for hvert løfte om at stoppe den hårde tone.

Tidligere på året lancerede Call me kampagnen “Tal ordentligt, det koster ikke noget”. Og nu gør lavpris mobilselskabet status over indsatsen og lancerer samtidig et nyt tiltag, der indledes med at putte 250.000 kr. i en Tal Ordentligt-pulje til projekter i folkeskoler og SFOer.

Og Call me håber, at den pulje bliver lige så vel modtaget som den første del af kampagnen. Nye tal viser, at

  • 66 pct. kan meget-godt/godt lide kampagnen
  • 350.000 har set kampagnefilmen på YouTube
  • Call Me har fået 7.500 nye Facebook-likes (en 40 pct. vækst)
  • Sitet har haft 33.000 besøg
  • 13.000 “Tal Ordenligt”-badges er blevet udleveret.

“Likingen er meget højere i forhold til det, vi tidligere har lavet,” siger Hanne Lindblad, adm. direktør i Call me.

Det er vel ikke så usædvanligt, hvis man sammenligner taktisk kommunikation med image …

“Nej, men klassiske image-kampagner er typisk soft-promoting og handler om, at “I ska’ ku’ li’ os”. Med “Tal Ordentligt” sætter vi os selv i baggrunden, og vores kunder kan godt lide denne “rene” branding, hvor vi fokuserer på et emne med høj relevans og sætter fingeren på et ømt punkt. Det kan vi se på diverse debatsites og i vores kundebase. Her har vi haft en nettovækst – index 175 i første kvartal – for vi har både fået nye kunder og øget loyaliteten blandt vores eksisterende kunder. Jeg har set udtalelser som “Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det – men jeg er stolt af mit teleselskab” – og dén type reaktioner er sjældne,” siger Hanne Lindblad.

Nu følger Call me så kampagnen op ved at give penge til gengæld for løfter om at stoppe med den hårde tone. De første 10.000 løfter, som afgives på talordentligt.dk, udløser 50 kr. pr. løfte, herefter giver Call me 5 kr. pr. løfte.

Pengene går til en Tal ordentligt-pulje, hvor folkeskoler og SFO’er landet over kan søge op til 10.000 kr. til et initiativ, der har til formål at fremme den gode tone. For at sikre, at der er penge til så mange initiativer som muligt, lægger Call me 250.000 kr. i puljen til en start. Call me tog hul på skole-samarbejdet, da man udleverede de mange badges.

“Med det nye initiativ slår vi et slag mod verbal forurening ved at donere penge til projekter, der direkte har til formål at understøtte den gode tone. Børnene lærer den hårde tone af os voksne, og vi tror på, at vi kan nå både børn og voksne ved at sætte fokus på den hårde tone i folkeskoler og SFO’er”, siger Hanne Lindblad.

Sidst på måneden lancerer Call me et nyt spot, der fokuserer på, at den hårde tone smitter.

“Den hårde tone bringer aldrig noget godt med sig. Det gør den gode tone til gengæld, og vi tror på, at vi med dette initiativ kan skubbe yderligere til en bevægelse i retning af en bedre tone i det offentlige rum,” siger Hanne Lindblad.

Og netop ‘bevægelse’ er kendetegnende for Call me’s markedsføring, som på bureausiden håndteres af Janggaard, Mark & Ko – freelancebureauet med Marie Mark og Mikkel Janggaard i spidsen.

“Vi går med tanker om at følge op over for arbejdspladserne til efteråret. Men netop fordi vi søger at skabe en marketing-movement – altså tiltag, der har bevægelse som formål – så kan vi ikke bare planlægge som en vanlig imagekampagne. Vi skal løbende lytte til reaktioner og input – og mærke efter. Det er det, vi bruger tiden på,” siger Hanne Lindblad.

Til august bliver de første penge til Tal Ordentligt-projekter uddelt. Læs mere om kampagnen og afgiv dit løfte her.