Canal Digital, der står foran et 2009, hvor en ny konkurrent investerer 1 mia. kr. i markedet, er i gang med at opruste marketingafdelingen.
Solveig Thrane-Møller, der hidtil har været marketingdirektør, får udvidet sit ansvarsområde til også at omfatte bl.a. forretningsudvikling og CRM. Det indebærer en ny titel som markedsdirektør.
Samtidig ændrer man organisationen ved bl.a. at oprette en ny stilling som marketingchef. Hidtil har der været en marketingchef for henholdsvis kabel og parabol. De bliver nu Brand Managers med reference til den nye marketingchef, som man leder efter i øjeblikket.
Desuden skal der ansættes nogle product managers med reference til Solveig Thrane-Møller.
Bureaubiz har skrevet om det forestående “kæmpe slagsmål” mellem tv-distributørerne i forbindelse med lukningen af det jordbaserede analoge signal. Det er i denne sammenhæng, Boxer har overtaget rollen som gatekeeper på det nye jordbaserede digitale signal, og derved kommer i konkurrence med f.eks. Canal Digital, Yousee og Viasat.
Men Solveig Thrane-Møller afviser snakken om hundeslagsmål.
“Det er noget I journalister kan lide at kalde det. Vi ser blot sådan på det, at vi får en ny konkurrent, og lige som alle virksomheder overvejer vi altid, hvordan vi gør tingene og om vi kan gøre dem bedre. Den organisatoriske udvikling er desuden begrundet i, at vi har succes med et nyt produkt til antenneforeningerne og derfor har brug for nogle flere dygtige medarbejdere”, siger Solveig Thrane-Møller og tilføjer, at selskabet f.eks. ikke øger sit medietryk i det kommende år.
“Vi har analyseret det sammen med vores mediebureau og konstateret, at budgettet er godt nok. Men det kan godt være, at vi ændrer lidt på fordelingen – f.eks. til fordel for internettet”, siger Solveig Thrane-Møller.
Hun fortæller videre, at der kommer et nyt kommunikations-univers som afløser for det såkaldte Jan Helge-koncept. Bates Y&R er Canal Digitals bureau.
Boxer meddelte for nylig, at man allerede går i luften til februar i stedet for først til efteråret. Men det har ikke fået Canal Digital til at ændre sine planer, fortæller Solveig Thrane-Møller.