Canal Digital overvejer nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

RelationshusetGekko deltog i efteråret i konkurrencen om TDC. Men da bureauet efterfølgende gik i dialog med Yousee, stoppede samarbejdet med Canal Digital

Canal Digital arbejder i øjeblikket på at få sin dialogmarkedsføring på plads, efter at man har sagt farvel til RelationshusetGekko.

Til Bureaubiz fortalte YouSee i sidste uge, at man nu har RelationshusetGekko som dialogbureau, og det har umiddelbart efterladt et mindre hul hos Canal Digital.

“Vores største forretningsområde er satellit-tv, og her er Wunderman vores dialogbureau. Vi leverer også kabel-tv til antenneforeninger, og på denne del har Relationshuset håndteret dialogdelen,” siger Søren Rinnov Østergaard, der er marketingdirektør i Canal Digital.

RelationshusetGekko var, indtil Wunderman kom til i sommer, Canal Digitals eneste dialogbureau. I efteråret var Relationshuset så i konkurrence om TDCs dialogbudget, der endte med at gå til DialoguePeople. På det tidspunkt var Søren Rinnov Østergaard ikke inde i denne del af Canal Digitals bureausamarbejder og kan derfor ikke kommentere forløbet.

Det var han til gengæld, da Relationshuset i slutningen af året stod foran at skulle deltage i bureaukonkurrencen om YouSee.

“Inden de gik i pitch, havde vi en fin drøftelse med dem. Vi besluttede i fællesskab at sige “fint, så stopper vi her”. Det var ganske udramatisk,” siger Søren Rinnov Østergaard om Canal Digitals farvel til RelationshusetGekko.

Hvem der skal overtage pladsen efter Relationshuset, er stadig et åbent spørgsmål. På mediasiden havde Canal Digital i et halvt års tid to bureauer, Carat og Mindshare. Sidstnævnte fik først online salgsoptimering, siden resten af budgettet. Det er ikke usandsynligt, at man på dialogsiden også søger en samlende løsning.

“Vi har ikke en strategi om, at vi skal have flere bureauer på samme felt. I første omgang lytter jeg til de interne ressourcer, vi har på området. Skal vi klare denne del af dialogen selv, sådan som vi har gjort det i et stykke tid, eller skal vi benytte eksterne ressourcer – f.eks. at samle hele dialogen hos Wunderman? Den endelige beslutning er ikke truffet endnu,” siger Søren Rinnov Østergaard.