Man skal lære hele livet. Og selvom design ikke kan siges at være en fremmed verden for Solveig Thrane-Møller efter mange år som marketingdirektør i Canal Digital, så har hendes nye job hos Dansk Design Center alligevel beriget hende.
“Jeg er klart blevet klogere og har fået lagt nye lag på mine marketingkundskaber. Design er så bredspektret, at det rækker ind i mange flere facetter af markedsføringens verden, end jeg havde gjort mig klart. Det er superinteressant og superspændende,” siger Solveig Thrane-Møller og anbefaler andre marketingfolk at sætte sig dybere ind i designets verden.
Det kan man f.eks. gøre i en aktuel udstilling i Dansk Design Center, som hun lige får flettet ind.
Solveig Thrane-Møller skal i sit nye job helt grundlæggende brande Danmark som designland.
Konkret går opgaven ud på at opbygge og tilrettelægge Copenhagen Design Week, der løber af stabelen lige ved indgangen til efteråret næste år. D.v.s. at hun også skal arbejde med designprisen Index, der skal uddeles i den uge.
“Men det er ikke bare en event. Grundlæggende skal jeg have samlet en masse af det bedste, man kan opleve i Danmark, med henblik på at brande Danmark som designland. Det er således en meget bredere opgave end, hvad jeg har arbejdet med tidligere,” siger Solveig Thrane-Møller og tilføjer:
“Der er mange interessenter omkring dette projekt, og jeg bliver det samlende punkt.”
Der er tale om en projektansættelse, og lige nu er hun ene på posten. Men forventningen er, at det bliver større, og at der skal opnormeres senere.
Solveig Thrane-Møller forlod ved slutningen af sidste år et mangeårigt job som marketingdirektør for Canal Digital.